søndag den 18. maj 2014

At skrive en ikon.


Engang sidste år fik jeg den idé, at jeg ville lære at male ikoner. Forkert!  Det hedder at skrive ikoner ud fra den lidt bagvendte logik, at ikoner er så kolossalt ladede med symbolik, at dem ser man ikke, man læser dem og noget man læser, må jo være skrevet. Altså: At skrive en ikon. Jeg har altid fundet ikoner fascinerende uden dog at gå noget videre op i dem. Først da min exkollega og gode veninde, Bente, pludseligt og overraskende barslede med en blog, hvor hun fremviste egne resultater som ikonograf, faldt det mig ind, at det måtte jeg da også kunne lære. Der var ikke langt fra tanke til handling; jeg tilmeldte mig straks et ikonkursus hos Aase Toft i - af alle steder -Tarm.


Her ses i midten Aase Toft, som med varme, seriøsitet, stor viden og erfaring, charme, og humor afholder ikonkurserne. Det foregår i hendes hjem og der er plads til 5-6 elever ad gangen. Aase er på billedet flankeret af et par af de unge vestjyske piger på holdet. Jeg var den eneste nybegynder og jeg beundrer dengang som nu de øvrige deltagere næsegrus for de flotte resultater, de formår at fremkomme med.


Det var i helt ubegrænset personlig opblæsthed min hensigt at eftergøre denne byzantinske ikon, gjort af min utroligt dygtige læremester, Aase Toft. Mange andre har kopieret dens første forlæg før hende, for det er jo netop traditionen, at man hovedsageligt og med størst mulig nøjagtighed kopierer de samme ikoner gennem århundrederne og det er mange århundreder, der er tale om, for evangelisten Lukas menes at være den første ikonfremstiller. Den viste ikon har navnet "Den-ikke-af-menneskehånd-gjorte-ikon" eller også "Mandylion".


Ved hjælp af en kopiering af den oprindelige ikon på gennemsigtigt papir overføres glorien og ansigtets omgivelser til en træplade, som er behandlet med mange lag kridt og derefter slebet glat som en barnenumse. Glorien behandles med "guldlim", som tager timer, om at nå det korte tidsinterval, hvor bladguldet kan pålægges.


I mellemtiden pålægges baggrundens grundfarve. 


Håret og ansigtet kan man også sagtens nå at give grundfarve. Ved ikonfremstilling maler man i modsætning til fx. akvarelmaling de mørkeste farver først og påfører derefter lag på lag af stadigt lysere farver.


Mens limen hærder er der rig lejlighed til at nyde de andre elevers flid og flotte resultater.


Der arbejdes koncentreret.


Et smukt eksempel på en koptisk ikon. De charmerende, naivistiske koptiske ikoner er meget populære blandt ikonografer.


Endnu en koptisk (ægyptisk eller etiopisk) ikon.


En meget folderig dragt er ikke nogen nem opgave og tilmed englevinger.


Omsider er limen klar til guldpålægning. Der er tale om 24 karats bladguld. Ikke helt billigt og ikke noget helt nemt arbejde. Overskydende guld fjernes varsomt med en pensel. 


Arbejdet skrider fremad, mens Jesus tydeligtvis har pådraget sig en alvorlig omend planmæssig øjeninfektion. 


Pålægningen af bladsølv gav mig visse problemer, så dér måtte Aase Toft træde hjælpende til. Synet af en scalpel i ens mentors hånd er noget af det mest skræmmende, man kan komme ud for, da det som regel indebærer udradeing til bunds af timers omhyggeligt udførte fejltagelser. Så galt var det dog til alt held ikke denne gang, hvilket også ville have været en helt urimelig belastning for mit sarte nervesystem.


Jeg er heldigvis ikke den eneste, som behøver hjælp fra "chefen" nu og da. 


Ikonen har nu nået et punkt, hvor jeg er parat til at smide den væk, forlade kurset og aldrig mere bruge ordet ikon i resten af mit liv. Hvordan skal der nogensinde kunne komme noget acceptabelt ud af dette makværk?
Det går dog lidt bedre med Jesu øjenkathar.


Jeg misunder voldsomt min nabos ikonografiske evner og talent. 


Der arbejdes med flid og vestjysk stilfærdighed bordet rundt, mens jeg græmmes højlydt over egen uformåenhed.


Koncentration, koncentration! 


Der er endelig kommet lidt styr på hans øjenkathar og ansigtet ser efterhånden også helt menneskeligt ud.


Der er virkelig ved at komme skik på Menneskesønnen. Han har fået et par inskriptioner i glorien og også fået sat håret. Der mangler nu kun lidt flere inskriptioner, en malet ramme og adskillige lag lakering. 


Guds ord alene gør det ikke, når man er en almindelig dødelig. Jeg lever næsten luksuriøst hos Aase Tofts nabo, hvor jeg er installeret ganske billigt.


Whisky og snøfler er en passende afslutning på en lang arbejdsdag for en ikonograf. Det er ikke strengt nødvendigt, men... næsten. En hel dags dyb koncentration trætter og man går hellere end gerne tidligt til køjs og alligevel sover man uroligt og kaster sig omkring på lejet fuld af foruroligende ikonske tanker og drømme.


Ikonen har fået de sidste inskriptioner, rammebemaling og de første lag lak. Den skal nu blot tørre og lakeres igen og igen. Ikonen er i princippet færdig og det er tid at påbegynde en ny, men først et kig på nogle få ikoner fra Aase Tofts egen hånd.


Byzantinsk, tror jeg. Beklager og påtager mig hele skylden for den dårlige billedkvalitet. Ikonen er fremragende som alle ikoner fra Aase Tofts hånd.


Korsfæstelsen - koptisk ikon. 


Ærkeenglen Gabriel - russisk ikon. 


Jeg har påbegyndt en ny ikon, Johannes Døberen. Det er et udsnit af en større ikon og pladen den bliver skrevet på, er mindre end den forrige, så den bliver også knapt så dyr i bladguld.


Arbejdet skrider planmæssigt frem og jeg når på et tidspunkt atter det stadie, hvor jeg er ved at fortvivle over egen uduelighed. Hvordan skal dette miskmask dog nogensinde komme til at ligne forlægget i baggrunden af fotoet? 


Lidt efter lidt tager det dog alligevel form. 


Johannes døjer helt klart med en ondartet tandbyld, ganske som på forlægget. 


Endelig færdig. 


Ikonkursets afslutning og det rimelige resultat, som jeg faktisk selv er helt godt tilfreds med, fejrer jeg i ensom majestæt med et måltid vesperkost (man er vel blevet lidt verbalreligiøst floromvunden af alt ikoneriet) på Bechs Hotel i Tarm. Det skulle efter sigende være egnens gastronomiske tempel. Ikke siden min tidligste barndom hjemme hos mormor og morfar er jeg dog blevet bænket ved et bord med voksdug på. Det er åbenbart nødvendigt til denne egns kunder. De smukke alterlys på bordene er af ægte plastik - så drypper der jo heller ikke stearin på voksdugen.


Maden fejlede absolut ikke noget.  Nr.14 på Menuen: "Perlehønebryst anrettet med grøntsagssauté serveres med timiansky og knuste kartofler tilsat pesto". Det var på alle måder veltilberedt og smagte glimrende.


Så kom begge drengene hjem og hænger nu på en væg, hvor jeg ser dem så meget som muligt. De er rigtigt gode at bo sammen med. 

Skulle nogen få lyst til at komme i gang med at lave ikoner, er det blot at krybe på. Der er masser af kurser rundt omkring og alle kan lære det; det er ikke kunst, det er håndværk.
 
 
 

Omelet med grillede, hvide asparges og ansjoscreme.

Jeg er faldet over en opskrift på noget som hedder ansjoscreme, som skulle være glimrende til asparges. Jeg er meget glad for ansjoser, så det skal selvfølgelig prøves. Oh, jeg er vild med denne herlige aspargessæson. De lækre hvide stænger skal i dag være fyldet i en omelet sammen med rejer og kapers.


Sådan skal en omelet se ud, når den serveres, synes jeg, selv om somme mener, at der ikke må være det allerfjerneste brunt at se på den. Af hensyn til mit anspændte, måbende publikum kommer her også lige et billede af retten, inden omeletten foldes over fyldet. De grønne fregner er finthakket bredbladet persille, som er pisket sammen med æggene. Ellers er omeletten ganske ordinær. To æg, salt og peber pisket sammen med en gaffel og hældt på en temmelig varm pande.


Aspargeserne er kogt i 3 minutter før grillningen på grillpande ved meget høj varme. Rejerne er nykogte og kaperserne har lige fået en skylning for ikke at tilføre for meget salt. Og nu til højdepunktet, "ansjoscremen", som er årsagen til, at dette er en så formidabelt velsmagende ret: Blend en dåse ansjosfileter med hvidløg og olivenolie. Tilsæt kapers. Så enkelt er det. Cremen kan bruges til både hvide og grønne asparges, kogte eller grillede.


lørdag den 17. maj 2014

Skrumpesalat de Luxe.

Det ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er faktisk en skræmmende stor portion salat i et ret stort dejtrug. Skrumpefeberen har jo grebet mig og jeg ved såre vel, at den rette vej er strøet med uendelige mængder af grønt, der skal fortæres. Det siges jo, at man sagtens kan spise en elefant; det er kun et spørgsmål om at tage én bid ad gangen og blive ved længe nok. Jeg tænker en hel del på elefanten ved synet af denne portion grøntfoder.


Der er nærmest tale om en slags salatverdenens pyt-i-pande. Ikke alle ingredienser figurerer lige højt på slankeguruernes hitliste, men livet kan jo ellers også blive for surt og så ender det galt med skrumperiet. Foruden den blotte og bare salat og en beskeden sjat vinaigre indeholder fadet ananasstykker, tomat, rød peber, tern af kogte kartofler, sorte oliven, forårsløg, syltede perleløg, syltet mango, Thai aubergine og lidt smuld af gedeost. Jeg glemte vist i skyndingen (måske en fortrængning?) at nævne grus af to sprødbagte papirstynde, magre skiver Serranoskinke. Sprødbagning af Serranoskinke er beskrevet i et indlæg den 23.februar 2014. Det er som nævnt forholdsvis magert, meget lækkert og kan bruges i mange sammenhænge.



fredag den 16. maj 2014

Asparges er i sæson nu og jeg er på skrump.

Aspargessæsonen er ren fest for mig. Hvide eller grønne, kogte, stegte, grillede eller rå, jeg elsker dem alle og så er det jo oven i købet så herligt, at asparges er udpræget skrumpemad. Her følger tre måder at tilberede dem på.



De hvide asparges skrælles fra lidt under hovedet og ned med en tyndskræller. Det nederste træede stykke brækkes af. Aspargeserne koges - helst med hovederne over kogevandet - i 5-10 minutter efter tykkelse. Undersøg mørheden med en gaffel lige som med kartofler. Overhældes med en vanlig vinaigrettedressing og drysses med hakket, hårdkogt æg og purløg.


Almindelig omelet af to æg med hakkede krydderier pisket i ægmassen. De grønne asparges er rullet lidt frem og tilbage på en varm pande med olivenolie i 2-3 minutter og udgør fyldet i omeletten.


Hvad man ikke ser: Aspargeserne har fået undertøj på af mager serranoskinke, før de er blevet omvundet med færdigkøbt filodej. Skal skrumpere bruge dej til madlavningen, er filodej det ideelle. Det er aldeles uskyldigt i fedmehenseende. Rullerne lægges i et velsmurt fad og pensles med lidt olivenolie - både dej og asparges. Sættes i forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 220 grader i 10 minutter. Pensles igen og sættes tilbage i ovnen i 5-10 minutter til de er blevet smukt brune og sprøde. Serveres på sølvfad selvfølgelig.

torsdag den 15. maj 2014

Ceviche.


Ceviche er en kold fiskeret, som især er udbredt i Latinamerika og Polynesien. Den forekommer i et utal af varianter, så der er frit slav for fantasien. Ceviche passer fint ind i mit skrumperegime.


Her anvendes en torskefilet. Øvrige torskelignende fisk som sej o.a. er specielt meget velegnede til denne ret. Fileten skæres i pæne mundrette stykker eller - som jeg foretrækker det - plukkes i stykker med klør fem. Sørg dog først og fremmest for at befri dyret for alle eventuelt tilbageværende ben.


Tilberedningen består i al sin gribende enkelthed af en marinering i citrussaft. Jeg har her anvendt saften af ½ citron og 2 lime. I opskrifter angives marineringstider fra 5 minutter til natten over, så også her er slav´et frit. Jeg har tilsat lidt rosépeberkorn og marineret min fisk i 1 time på køl.


Når man skønner fisken "færdigkogt" i citrussyren, drænes den og krydres med salt og hvid peber. Den serveres med korianderblade drysset over.


Man kan jo også lade fantasien gå på langfart og lave en slags asiatisk Ceviche. Den "færdigkogte" plukfisk dumpes på et leje af babysalatblade. Saltes og pebres. Oven på fisken strøs ringe af forårsløg, rød peber, rød chili, asiatisk aubergine og chilisyltet mango, alt sammen skåret i passende små stykker.


Asiatiske eller Thai auberginer, som altså i dette tilfælde er dyrket i Cambodia, køber man i de efterhånden flere og flere asiatiske forretninger.


Den orientalske aubergine ser indbydende og delikat ud. Den har en behagelig konsistens - det man i moderne kokkesprog kalder textur - og friskhed. Den smager gennemtrængende af absolut ingenting.


Jeg har forsøgt at udgrave de halverede, uskrællede auberginer med en rundskærer, men det er ikke godt. Bedre er det at skrælle auberginen med en kartoffelskræller og skære den i tern.


Syltede og chilisyltede mangofrugter fås ligeledes i de asiatiske butikker. De er meget velsmagende og friske med en smule bid. De chilisyltede er på ingen måde meget stærke. Prisen for ½ kg i vakuumpose er 15,- hos Østens Sol og det kan vel ikke siges at være for meget. Der er til lange tider, med mindre man udvikler et mangomisbrug...og selv da.
 
 

onsdag den 14. maj 2014

Champignonsuppe.


I virkeligheden både restemad og slankemad og så er det for resten lige efter min smag.


En bakke champignoner, som ikke længere er for kønne og nok skulle have været spist for et par dage siden, kan sagtens bruges til en dejlig suppe. Selv om svampene har fået lidt misfarvninger og derfor ikke rigtig gør sig i en salat, er de ikke nødvendigvis dårlige.

Svampene skæres i småstykker. 3-4 af de pæneste svampe tages fra og skiveskæres. I en gryde smeltes en tsk smør sammen med 1 tsk olie. Heri "glaseres" et finthakket bananskalotteløg eller 3-4 almindelige skalotter. Når løgene er blevet glasagtige hældes svampene i gryden og ristes med for en god ild, til de har fået farve. Tilsæt ½ liter vand eller endnu bedre - bouillon og lad det småkoge en halv times tid, før det køles ned og blendes. Passeres gennem si og koges atter op. Skønnes suppen for tynd benyttes et lille drys Maizenajævner. Mens suppen har kogt, er de skiveskårne svampe ristet i mindre end lidt fedtstof på en pande. De drysses på suppen ved serveringen evt. sammen med lidt purløg.




tirsdag den 13. maj 2014

Trøstebøf.


Dagen kalder på trøst! Bilen blev afhentet på værkstedet efter en dag og en overnatning, fordi den blandt meget andet også skulle have en ny forrude. Den er nu så god som ny - som den var for 90.000 km siden - og jeg er den rystede indehaver af en regning på godt og vel kr.17.000 .


Til alt held lå der noget så skrumpeulovligt som en kronhjorthakkebøf med en kerne af blåskimmelost i fryseren. Den blev pandestegt på hel vanlig vis på en tefalpande med et minimum af fedtstof. Broccoli og grønne bønner blev dampet møre og de få kartofler og flere gulerodstykker blev tilberedt i Tefal Actifry med brug af i alt kun 3/4 spsk olivenolie, så synden er dog trods alt begrænset og jeg er mæt.