Værs´go, for 48,- sort trøffel (latin: Tuber melanosporum vitt.) fra Piemonte. Vægten er 6 gram, altså 8,- pr gram. Til forskel koster den hvide trøffel 40,- pr gram. En hvid trøffel af samme størrelse koster altså 240,- !!! Den viste sorte trøffel er netop taget op af posen med æg, der skal benyttes til Omelet med trøffel. Den har ligget hos æggene i en lille uges tid og har infunderet dem grundigt med trøffelsmag. Nu vil den blive lagt i en tætsluttende bøtte med Arborioris, som siden hen skal bruges til endnu en berømt ret, Risotto med trøffel. Den bette svamp har således snart givet smag til to retter og der er endnu ikke brugt den mindste flis af den, så hvor dyr er den egentlig?
Vinen til risottoen har længe ligget og ventet på hylden. Den er ligesom trøflen købt hos Bichel Vine, hvor jeg engang deltog i et formidabelt vinsmagekursus, så jeg bilder mig ind så nogenlunde at vide, hvilken vin jeg skal vælge til maden.
Det kan vist ikke slå helt fejl, selv om den gerne måtte have haft et par år mere på bagen.
Dette er en hvid trøffel. Duften er overvældende og kan ikke ordentligt beskrives, men styrken af duften kan sammenlignes med den intensitet, man oplever, når man fylder benzin på sin bil og står med snydeskaftet lige over benzindampene - ingen anden sammenligning i øvrigt. Den viste hvide trøffel er mindst 5-6 gange så stor som min sorte trøffel. Gang selv prisen op...jeg har ikke nerver til det!
Svampene kan til alt held også købes halve som den viste.
Jeg giver ordet til Gunnar Steen Jacobsen indehaver af Bichel Vine og Delikatesser: Trøfler og vin.
Priserne på trøfler kan ses i et af de seneste nyhedsbreve fra Bichel: Nyhedsbrev. Spænd sikkerhedsselen først!
Bichel er i øvrigt nu også på facebook: Bichel Vine.
Skulle man have fået lyst til at vide mere om trøfler, har Torben Granov skrevet en meget interessant og læseværdig bog, forunderligt nok kaldet En bog om trøfler. Heri kan man blandt andet læse, at vi i Danmark har over 40 trøffelarter, men kun en enkelt har kulinarisk værdi. Jeg kan for egen regning tilføje, at netop den type er fundet i Marselisborg Skov ved Aarhus.
Er man nu blevet helt bidt af trøfler og trøffeljagt, er det så heldigt, at man som et af de ganske få steder uden for Italien, kan anskaffe sig en raceren trøffelhund (Lagotto Romagnolo) på Odderkanten hos Kennel Yduns Blue. En charmerende hunderace som ikke fælder og som påstås at kunne holdes af personer som normalt er allergiske over for husdyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar