søndag den 6. januar 2013

Gul sagosuppe.

Det er kålets og flæskets, men også grødens, suppens og vællingernes årstid og en af klassikerne er gul sagosuppe med rosiner eller svesker alt efter tarmsystemets temperament.


1 liter vand
50 g sagogryn
4 æggeblommer
100 g sukker
skal af ½ citron
saft af 1 hel citron
romessens - sherry eller rabarbersaft

Vandet bringes i kog, grynene drysses i under omrøring, citronskallen koges med. Der koges under låg i ca. 25 min. til grynene er klare. Æggeblommer og sukker piskes, derefter tilsættes citronsaft og romessens i terrinen. Den kogende suppe hældes i, mens der piskes. Suppen smages til og serveres med rosiner eller svesker på.

Hvis sandheden skal frem, så droppede jeg romessensen og kom en dygtig sjat jamaicarom i og for en sikkerheds skyld en bette sjat sherry også.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar