Jeg strøg omgående på havnen, så såre gårsdagens besked om fjordrejer kom.
Der er efter min mening kun én måde hvorpå denne delikatesse bør tilberedes og det er, så de små rejer bliver indtaget med skallen på. Personligt har jeg ikke tålmodighed til at sidde og pille rejer i timevis for at kunne få et halvt stykke brød med rejer i begrænset trængsel - så meget af mit liv er der vel heller ikke tilbage - altså; fjordrejer med frakken på.
Til 4 personer beregnes:
300 g ikke alt for store, rå fjordrejer
1-2 spsk durummel
1 spsk chilipulver
Salt og peber
Olivenolie
Fjordrejerne vendes i durummel, chilipulver samt salt og peber. Varm rigeligt olivenolie op i en pande. Ryst rejerne forsigtigt i en sigte, så overskydende mel drysser af og steg dem derpå sprøde i den rygende varme olie. Det går stærkt!
Lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Sarte sjæle fjerner hoved og ben, men så synes jeg, at der er så lidt tilbage, at man hellere må anbefale en almindelig rejemad med rejer fra frostdisken.
Fjordrejerne spises som en snack evt. dyppet i hjemmerørt mayonnaise smagt til med masser af finthakket, friskt dild.
Nogle af os må hellere lave en dilddip af 2% yoghurt naturel!
De sarte koger så en bisque på skallerne og spiser det - tankevækkende
SvarSletTak for endnu et berigende indlæg