fredag den 7. marts 2014

Gorgonzolabrød med fennikelsalat og hasselnødder.

De er for store til at man med rimelighed kan kalde dem "hapsere", men ikke helt store nok til at bære titlen "madder". Jeg bliver derfor lige lidt krukket og kalder dem "madderetter", indtil nogen foreslår mig et bedre ord. Hvorom alting er - de smager skønt. Opskriften er hugget fra et madblad og lad det være sagt straks - man skal være glad for blåskimmelost for at kunne nyde denne spise.
 
 
Er man overfølsom overfor hasselnødder, kan de sagtens udskiftes med valnødder, usaltede cashewnødder eller usaltede jordnødder.
 

75 g hasselnøddekerner
1 flute
150 g gorgonzola
100 g flødeost
 
Nødderne ristes i ovnen ved 200 grader i ca.10 minutter. Pas på at de ikke bliver svedne. Hak dem groft. Rør gorgonzola og flødeost sammen og smør cremen på det flækkede flute. Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter. Ostebrødene skæres ud i bidder (madderetter) og toppes med fennikelsalat, der drysses med hasselnødder.
 
Fennikelsalat:
 
½ fennikel
2 stænger blegselleri
2 spsk hasselnøddeolie (eller anden nøddeolie)
1 spsk æblecidereddike
Salt og hvid peber
 
Skyl fennikel og bladselleri. Skær fennikelen i meget tynde strimler på et mandolinjern. Skær også blegsellerieni tnde strimler fx med en tyndskræller. Bland med nøddeolie og æblecidereddike, salt og peber.
 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar