At skrive en ikon.

Engang sidste år fik jeg den idé, at jeg ville lære at male ikoner. Forkert!  Det hedder at skrive ikoner ud fra den lidt bagvendte logik, at ikoner er så kolossalt ladede med symbolik, at dem ser man ikke, man læser dem og noget man læser, må jo være skrevet. Altså: At skrive en ikon. Jeg har altid fundet ikoner fascinerende uden dog at gå noget videre op i dem. Først da min exkollega og gode veninde, Bente, pludseligt og overraskende barslede med en blog, hvor hun fremviste egne resultater som ikonograf, faldt det mig ind, at det måtte jeg da også kunne lære. Der var ikke langt fra tanke til handling; jeg tilmeldte mig straks et ikonkursus hos Aase Toft i - af alle steder -Tarm.

Her ses i midten Aase Toft, som med varme, seriøsitet, stor viden og erfaring, charme, og humor afholder ikonkurserne. Det foregår i hendes hjem og der er plads til 5-6 elever ad gangen. Aase er på billedet flankeret af et par af de unge vestjyske piger på holdet. Jeg var den eneste nybegynder og jeg beundrer dengang som nu de øvrige deltagere næsegrus for de flotte resultater, de formår at fremkomme med.

Det var i helt ubegrænset personlig opblæsthed min hensigt at eftergøre denne byzantinske ikon, gjort af min utroligt dygtige læremester, Aase Toft. Mange andre har kopieret dens første forlæg før hende, for det er jo netop traditionen, at man hovedsageligt og med størst mulig nøjagtighed kopierer de samme ikoner gennem århundrederne og det er mange århundreder, der er tale om, for evangelisten Lukas menes at være den første ikonfremstiller. Den viste ikon har navnet "Den-ikke-af-menneskehånd-gjorte-ikon" eller også "Mandylion".

Ved hjælp af en kopiering af den oprindelige ikon på gennemsigtigt papir overføres glorien og ansigtets omgivelser til en træplade, som er behandlet med mange lag kridt og derefter slebet glat som en barnenumse. Glorien behandles med "guldlim", som tager timer, om at nå det korte tidsinterval, hvor bladguldet kan pålægges.

I mellemtiden pålægges baggrundens grundfarve. 

Håret og ansigtet kan man også sagtens nå at give grundfarve. Ved ikonfremstilling maler man i modsætning til fx. akvarelmaling de mørkeste farver først og påfører derefter lag på lag af stadigt lysere farver.

Mens limen hærder er der rig lejlighed til at nyde de andre elevers flid og flotte resultater.

Der arbejdes koncentreret.

Et smukt eksempel på en koptisk ikon. De charmerende, naivistiske koptiske ikoner er meget populære blandt ikonografer.

Endnu en koptisk (ægyptisk eller etiopisk) ikon.

En meget folderig dragt er ikke nogen nem opgave og tilmed englevinger.



Omsider er limen klar til guldpålægning. Der er tale om 24 karats bladguld. Ikke helt billigt og ikke noget helt nemt arbejde. Overskydende guld fjernes varsomt med en pensel. 

Arbejdet skrider fremad, mens Jesus tydeligtvis har pådraget sig en alvorlig omend planmæssig øjeninfektion. 

Pålægningen af bladsølv gav mig visse problemer, så dér måtte Aase Toft træde hjælpende til. Synet af en scalpel i ens mentors hånd er noget af det mest skræmmende, man kan komme ud for, da det som regel indebærer udradeing til bunds af timers omhyggeligt udførte fejltagelser. Så galt var det dog til alt held ikke denne gang, hvilket også ville have været en helt urimelig belastning for mit sarte nervesystem.

Jeg er heldigvis ikke den eneste, som behøver hjælp fra "chefen" nu og da. 

Ikonen har nu nået et punkt, hvor jeg er parat til at smide den væk, forlade kurset og aldrig mere bruge ordet ikon i resten af mit liv. Hvordan skal der nogensinde kunne komme noget acceptabelt ud af dette makværk?

Det går dog lidt bedre med Jesu øjenkathar.

Jeg misunder voldsomt min nabos ikonografiske evner og talent. 

Der arbejdes med flid og vestjysk stilfærdighed bordet rundt, mens jeg græmmes højlydt over egen uformåenhed.

Koncentration, koncentration! 

Der er endelig kommet lidt styr på hans øjenkathar og ansigtet ser efterhånden også helt menneskeligt ud.

Der er virkelig ved at komme skik på Menneskesønnen. Han har fået et par inskriptioner i glorien og også fået sat håret. Der mangler nu kun lidt flere inskriptioner, en malet ramme og adskillige lag lakering. 

Guds ord alene gør det ikke, når man er en almindelig dødelig. Jeg lever næsten luksuriøst hos Aase Tofts nabo, hvor jeg er installeret ganske billigt.

Whisky og snøfler er en passende afslutning på en lang arbejdsdag for en ikonograf. Det er ikke strengt nødvendigt, men... næsten. En hel dags dyb koncentration trætter og man går hellere end gerne tidligt til køjs og alligevel sover man uroligt og kaster sig omkring på lejet fuld af foruroligende ikonske tanker og drømme.

Ikonen har fået de sidste inskriptioner, rammebemaling og de første lag lak. Den skal nu blot tørre og lakeres igen og igen. Ikonen er i princippet færdig og det er tid at påbegynde en ny, men først et kig på nogle få ikoner fra Aase Tofts egen hånd.

Byzantinsk, tror jeg. Beklager og påtager mig hele skylden for den dårlige billedkvalitet. Ikonen er fremragende som alle ikoner fra Aase Tofts hånd.

Korsfæstelsen - koptisk ikon. 

Ærkeenglen Gabriel - russisk ikon. 

Jeg har påbegyndt en ny ikon, Johannes Døberen. Det er et udsnit af en større ikon og pladen den bliver skrevet på, er mindre end den forrige, så den bliver også knapt så dyr i bladguld.

Arbejdet skrider planmæssigt frem og jeg når på et tidspunkt atter det stadie, hvor jeg er ved at fortvivle over egen uduelighed. Hvordan skal dette miskmask dog nogensinde komme til at ligne forlægget i baggrunden af fotoet? 

Lidt efter lidt tager det dog alligevel form. 

Johannes døjer helt klart med en ondartet tandbyld, ganske som på forlægget. 

Endelig færdig. 

Ikonkursets afslutning og det rimelige resultat, som jeg faktisk selv er helt godt tilfreds med, fejrer jeg i ensom majestæt med et måltid vesperkost (man er vel blevet lidt verbalreligiøst floromvunden af alt ikoneriet) på Bechs Hotel i Tarm. Det skulle efter sigende være egnens gastronomiske tempel. Ikke siden min tidligste barndom hjemme hos mormor og morfar er jeg dog blevet bænket ved et bord med voksdug på. Det er åbenbart nødvendigt til denne egns kunder. De smukke alterlys på bordene er af ægte plastik - så drypper der jo heller ikke stearin på voksdugen.

Maden fejlede absolut ikke noget.  Nr.14 på Menuen: "Perlehønebryst anrettet med grøntsagssauté serveres med timiansky og knuste kartofler tilsat pesto". Det var på alle måder veltilberedt og smagte glimrende.

Så kom begge drengene hjem og hænger nu på en væg, hvor jeg ser dem så meget som muligt. De er rigtigt gode at bo sammen med. 

Skulle nogen få lyst til at komme i gang med at lave ikoner, er det blot at krybe på. Der er masser af kurser rundt omkring og alle kan lære det; det er ikke kunst, det er håndværk.