Arla Unika.

Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle introducere firmanavnet ARLA på min blog. Et usympatisk mastodontfirma, jeg hidtil kun har haft negativitet tilovers for i lighed med foretagender som Danish Crown, Se & Hør og Ekstrabladet. Pengemaskiner uden ringeste interesse for virkelig kvalitet og almindelig velanstændighed og så overrasker Arla pludselig - og med succes - med en serie oste og andre mejeriprodukter under navnet Arla Unika, hvor netop kvaliteten synes at være den eneste betydende parameter. Jeg er gået i gang med at prøve ostene.

HØGELUNDGAARD. Uden tvivl en af de allerbedste blåskimmeloste jeg har smagt. Den har en intens duft og er udpræget cremet i munden med enkelte behageligt overraskende "krystalknas".  Fabrikanten påstår, at "der er tydelige noter af blomster og champignon", det skal nok passe" og endda umami" jeg kunne ikke høre noget. Osten er lavet af uhomogeniseret mælk på Høgelund Mejeri i Sønderjylland. Meget, meget lækker.

RØD LØBER. Den løber ingen steder, selv om den er en ret blød rødkitost. Kvæget som leverer mælken til osten går frit blandt masser af rødkløver, så der er al mulig god grund til navnet. Den laves på det lille midtjyske Gjesing Mejeri (som i øvrigt også er stedet, hvor Blå Castello bliver til). Den er mild i smagen, som bringer mindelser om honning og rapsmarker. Den kan fornemmes let krydret og har en lang sødlig eftersmag. Smager slet ikke som nogen anden ost jeg kender og jeg kan ikke rigtig beslutte mig til, om den er "min smag", men jeg kan trods alt ikke rigtig holde mig fra den. Den er nok det englænderne kalder "an acquired taste". Jeg nævnte dilemmaet for ostehandleren og han udbrød prompte, at Rød Løber var den af alle ostene, han syntes bedst om. Smag og behag.

TROLDHEDE ASK. Med denne særprægede ost er vi ude vestpå. Det er en hvidskimmelost, som er lavet på Troldhede Mejeri af mælk fra køer, som har gået i området ved Troldhede og Skjern Ådal. Jeg har før nydt røgede oste. Først og fremmest selvfølgelig den fynske rygeost, men også faste oste og ikke mindst røget brie. Allesammen gode og meget forskellige smagsoplevelser og her kommer så en helt ny og bestemt også anderledes røget ost og jeg er vild med den. Den er cremet og smager behageligt af røg og man fornemmer anelser af vilde svampe og bacon såmænd. Der er et let drys af aske på ydersiden (deraf vel navnet); mon ikke det er for at gøre den yderligere interessant. Helt unødvendigt. Det er en skøn ost.

 

GNALLING er en kombineret hvidskimmel- og rødkitost. Den fremstilles som den forrige på Troldhede Mejeri i Vestjylland. Den ser umiddelbart ud som en vanlig blød skimmelost, men den er tør, hård og sprød. Velegnet til at rive over salater. Udtørringen sker i særlige lagringsrum over længere tid. Absolut mildt velsmagende og smelter nærmest på tungen. Lang behagelig eftersmag. God som nevreost til et glas vin.

 

 

GAMMEL KNAS. Endelig en fastost. Man har ønsket at lave en Havartitype, men denne er absolut helt sin egen og meget delikat. Den har to års lagring bag sig og alligevel er den mild som en sommerdag. De mange måneders lagring har udviklet sprøde proteinkrystaller, som knaser herligt i munden - heraf navnet - og hvad i alverden er det så stodderen har fundet på at drysse på den udmærkede ost? Det er såmænd grus af bagt Serranoskinke. En idé, som pludselig faldt mig ind, da jeg netop havde en liden skål fuld af dette herlige produkt stående på køkkenbordet og det viste sig at være en mageløst god idé. Det skal dog ikke tage glansen fra osten, som er aldeles vidunderlig helt naturel.

 

HAVGUS er for mig en rigtig nevreost. Den skal spises i bjælker sammen med oliven, kiks, radiser, soltørrede tomater i krydderolie og den slags eller blot til et glas øl. Det er den eneste af unikaostene, jeg synes, jeg kender, for den minder en hel del om Thise Mejeris Vesterhavsost, som er en goudatype, hvilket er præcis det samme som også den lagrede Gouda fra  Øko Ged & Grønt. Den sidstnævnte er imidlertid en ren gedeost i modsætning til Havgus, som er af økologisk komælk fra kvæg, som har græsset på Højermarsken. Havgus er mild trods 52 ugers lagring. Den smager sødligt og har en frugtagtig eftersmag. Der forekommer krystallisering på ostens skæreflade. Jeg ville kunne spise den dagen lang.
Jeg synes at fotoet ser så appetitligt ud, men man skal ikke lade sig narre. Druer og Havgus går slet ikke sammen; begge dele kommer til at smage temmelig forfærdeligt.

 

 

TROLDHEDE KRONDILD. Dette er i mine øjne og mund den mest delikate, spændende og anderledes ost i serien. Vær ikke bange, kommenshadere; det er dildfrø, man ser på osten og smagen har ikke det allerfjerneste at gøre med kommen. Smagen af dildost er aldeles ny for mig og  her er ganske afgjort opnået det fuldkomne. Osten har naturligvis en tydelig duft og smag af dildfrø. Mundfølelsen opleves cremet, nærmest fløjlsblød. Atter en fantastisk ost fra Troldhede Mejeri.

 

Det er fremragende nye, spændende og uhyre velsmagende oste, der er kommet ud af Arlas tiltag, men kvalitet koster penge og priserne er også - for at sige det med et godt, gammelt, dansk ord - eksorbitante! 93,- for de to små oste på billedet og dette er prisniveauet for dem alle. Til alt held er de syv viste oste, de eneste min ostepusher for øjeblikket kan skaffe.