Sådan kan man jo engang imellem være så heldig - købt og tilberedt på sidste salgsdag.
Løgismose kylling; bedre kylling fås ikke her til lands. Jeg slap med 45,-. Der er faktisk ikke tale om en økologisk kylling, men om en kylling et trin bedre end de danske økologiske kyllinger. Læs selv her.
Som den sidder her med en øldåse oppe i numsen, ser den helt fornøjet og småpervers ud. Den er grundigt gnubbet og gnedet i "rub", så den virker ganske solbrændt. I forvejen er Løgismosekyllinger gullige og ikke som de fleste industrikyllinger nærmest strandvaskerhvide.
Hej venner, jeg har fået sol! Efter 1 time og 10 minutter i ovnen ved 200 grader tages dyret ud og pensles med barbecuesauce. Hjemmelavet selvfølgelig.
Efter behandling med "solcreme" kommer kyllingen atter i ovnen i 10 minutter.
Den ser efterhånden nærmest kremeret ud, men smager ikke det allerfjerneste brændt. Det er behandlingen med "rub" og først og fremmest barbecuesaucen, som får den til at se brændt ud.
Fisme en hård fødsel. Jeg måtte prikke hul i "barnet" med en stor kniv for at få trukket den ud.
Den overlevede ikke og der var endda endnu en bette sjat øl tilbage i den. Fidusen ved at tilberede kylling med en dåse øl oppe i...nåja...røven er, at det afholder kyllingen fra at blive tør.
Kyllingen serveres i fad oven på den utroligt lækre, sødlige stegesky. Parteres og overdrysses med forårsløg og chili.
Jamie Oliver har venligst lånt mig det meste af denne opskrift.
1 kylling - Løgismose eller økologiskOlivenolie
1 dåse øl (330 ml)
2 spsk barbecuesauce
1 frisk rød chili uden frø
1 bundt rensede forårsløg skåret tyndt og diagonalt
Rub:
1 stor spsk røget paprika
1 stor spsk korianderfrø
1 stor spsk fennikelfrø
1 stor tsk cayennepeber
1 tsk spidskommen
2 tørrede røde chilier
1 stor tsk havsalt
1 stor spsk sort peber
1 stor spsk mørk farin
Barbecuesauce:
1 dl olivenolie
½ dl ketchup
2 store spsk brun farin - honning eller sirup kan benyttes i stedet
2 spsk soya
1-2 spsk æblecidereddike - anden eddike kan selvfølgelig også bruges
1 fed presset hvidløg
Lidt tørret chili og evt. et par skvæt Tabasco
I disse portioner rub og barbecuesauce er der rigeligt til flere gange.
Forvarm ovnen til 200 grader. Tag kyllingen ud fra køleskabet, så den når at få stuetemp. inden den skal i ovnen. Kvas ingredienserne til rub´en meget fint i en morter eller gør som jeg, mal dem til fint pulver i en elektrisk kaffemølle, som kun bliver brugt til krydderier. Smør kyllingen ind i lidt olie og masser og gnub rub´en grundigt ind i dyret i alle folder og hulninger.
Abn øldåsen og drik ca. 2/3. Anbring kyllingen siddende med det meste af øldåsen med den sidste 1/3 øl oppe i sig. Det hele anbringes på en bradepande. Giv den 1 time og 10 minutter i ovnen ved 200 grader. Tages ud og pensles grundigt med barbecuesauce, hvorefter den atter kommes i ovnen i 10 minutter og så er kalorius spiseklar. Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar