Her følger nogle eksempler på lækre salater, som kan/bør spises i store mængder af livsnydere, som er på skrump eller kostomlægning.
Hønsesalat. I en dressing af 2 dl drænet Skyr/Græsk Yoghurt rørt med 1 spsk mayonnaise og krydret med salt, peber og et bette drys tørret esdragon, blandes stykker af tilberedt kyllinge- eller hønsebryst, henkogte hele champignons, stykker af grønne asparges, tern af squash og små letdampede buketter af blomkål. Pyntes med friske skud af fransk esdragon.
Laksesalat. I en dressing af 2 dl drænet Skyr/Græsk Yoghurt rørt med 1 spsk mayonnaise og krydret med salt, peber og et meget lille skvæt sødemiddel lægges små stykker af røget laks. Flere supermarkeder sælger rester af røget laks. Laksestykkerne kan fint udskiftes med små stykker af røget makrel, hellefisk eller anden røget fisk. Desuden indeholder salaten tern af knoldselleri, æbletern, stykker af blegselleri og halve grønne druer.
Rejesalat. Den sædvanlige dressing som allerede to gange beskrevet krydres med et lille skvæt sødemiddel og evt. lidt dildspidser (har jeg dog ikke brugt her). Blandes med rejer, ananas i tern (gerne fra dåse, men i så fald ananas i egen saft), stykker af hvid asparges (også gerne fra dåse ellers kogte, det er jo sæson lige nu) og sluttelig små letdampede blomkålsbuketter.
150 g groftrevet hvidkål
150 g groftrevet gulerod
2 dl drænet Skyr/Græsk yoghurt
1 spsk mayonnaise
Et skvæt sødemiddel efter smag
1 tsk eddike
Et beskedent (men nødvendigt) drys salt
Kipperssalat. Skyr/yoghurtdressingen endnu engang. Brug en dåse kippers i vand eller kippers i olie skyllet i koldt vand og brudt i mundrette stykker. Bland det i dressingen sammen med grønærter, små letdampede blomkålsbuketter og halve cherrytomater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar