Så får man ikke meget sundere og mere velsmagende fiskeret. Multen er vegetar, så det er vel meget passende at servere den med en masse grøntsager. Det vil den sikkert sætte pris på - jeg gør i hvert fald.
Gulerødder og aspargesstykker koges i nogle minutter inden sautering, så de bliver færdigstegte samtidigt med de øvrige grøntsager.
Hele grøntsagsbaduljen parat til at komme i sauterepanden.
Også efter at fiskehandleren har fjernet skællene er det en sølvfilet.
Den sædvanlige stegefiskkrydring; salt, peber og i dette tilfælde frisk dild.
Grøntsagerne sauteres. Det kunne egentlig meget passende have været lavet på wok, men nu er det altså den store sorte pande, som er kommet i brug.
Fileten steges først og fremmest på skindsiden og siden ganske lidt på kødsiden.
Den færdige fisk serveret med grøntsagerne, persillekogte kartofler og et drys korianderblade.
Multen fileteres og skællene skrabes af (få fiskehandleren til det), indvendigt renses den for hinder og benene i ryggen fjernes med en fisketang. Multen skæres i portionsstykker og skindet ridses, evt. på kryds. Steges i olie på skindsiden til den er mør (løft den fra panden ind i mellem så skindet ikke brænder helt fast) og vendes kun lige kort tid på den anden side. Krydres med salt og peber.
Sauterede sommergrønsager:
Her er anvendt gulerødder, squash, grønne asparges, rød peber, chili, blegselleri, champignon og rødløg, men mange andre grøntsager kan også bruges.
Skær gulerødderne i lange skrå stykker. Forårsløg og asparges skæres i ca. 5 cm stykker på skrå. Skær ellers blot det hele ud efter øjeblikkets indfald. Gulerødder og aspargesstykker får en kort forkogning inden sautering.
Varm olien op og læg alle grøntsagerne i. Sauter 4-5 minutter til grønsagerne er møre, men stadig har bid. Drys korianderblade over ved servering.
Velbekomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar