onsdag den 13. februar 2013

Blækspruttesalat.

Den smukke og kogestegestærke TV-kok Nigella Lawson har foræret mig denne opskrift. Hun ved det ganske vist ikke, men det gør ikke opskriften ringere. Igen bruger jeg med begejstring "havets frugter".


Havde jeg dog blot haft et stykke flutes dertil... nå pyt! Her kommer opskriften:
500 gram små blæksprutter
3 spsk neutral  olie (jordnød, solsikke, vindrue).
1 bundt koriander
1 bundt mynte (Ikke pebermynte. Aldrig pebermynte med mindre selvfølgelig, at man gerne vil have
   sin mad til at smage af tandpasta. Jeg bruger marokkansk mynte, som er let at få i supermarkedet).
Hvdløg efter smag (jeg brugte fire fed og fortrød ikke).
2 spsk af det svært ildelugtende, men velsmagende fish sauce.
½ tsk sukker
1 grøn chili (jeg kunne kun få en rød og det ser også meget bedre ud).
1 lime
6 spsk neutral olie (Jeg må indrømme, at jeg tog halvt solsikkeolie og halvt olivenolie af høj
   kvalitet, men jeg er også helt tosset med olivenolie).
200 gram rucola eller mizuna
1 lille rødløg
Et drys flagesalt
1. Riv koriander og mynte i stykker - skidt med om der kommer lidt stængler med - og kom det i food processoren sammen med hvidløg, fiskesovs, sukker, chili, limefileter og olie. Kør det i food processoren til det emulgerer. Gem det i en skål til senere.
2. Arranger den eller de salater, der er valgt i serveringsfadet. Drys rødløg, som er skåret i meget tynde halvmåner, over.
3. Skær sprutterne i ringe , men lad armene med sugekopperne være hele tilbage - fjern dog næbbet, spruttens mund og rist sprutterne hårdt og hurtigt i olie på en stor pande. Rist kun små portioner ad gangen, så de ikke koger i egen saft. Lad dem køle af og drys med flagesalt. Arranger på salaten og drys med den dressing, som indledte opskriften. Spis med god appetit. Velbekomme



Kun for verbalnørder (alle andre vil formentlig kede sig halv til døde): Nigella Lawsons far, som var økonomi- eller skatteminister i en af Margaret Thatchers regeringer hed Nigel Lawson. Nigella er jo madnørd og et ofte brugt krydderi (her til lands kaldet "jomfru i det grønne), som man blandt andet finder på tyrkisk brød, er små sorte frø fra planten Nigella Sativa.

 

2 kommentarer:

  1. Elsker sprutter. Og Nigelle er skøn til hurtige, velsmagende retter.

    SvarSlet
  2. Og denne er jo præcis skøn, hurtig og velsmagende.
    We love Nigella.

    SvarSlet