At koge kartofler er der ingen ben i (forhåbentlig ikke), men der er flere måder at gøre det på. Jeg husker ikke, hvorfra jeg har "min" måde at gøre det på, men det er for engangs skyld ikke fra fortidens kvindelige slægtninge, for de udkogte kartoflerne lige så slemt, som de udkogte grøntsager. Der er i øvrigt også kommet nye sorter til, således at man i et vist omfang gør klogt i at kende kartoflens egenskaber afhængigt af, hvad man skal bruge den til. Selv bruger jeg næsten altid
Folva, som jeg synes, er en god all round kartoffel. Sorten er gul og pænt voksagtig og den bliver ikke let angrebet af skurv eller andet skidt. Specielt lækre er
Folva som nye kartofler med det fineste, sarteste skind, som næsten forsvinder blot man kigger på det og aldrig en sort plet. Er det til mos, benytter jeg selvfølgelig bagekartofler.
Kom mellemstore kartofler i gryden. Store kartofler halveres, så alle har så nogenlunde samme størrelse. 1 højst 2 cm koldt vand hældes ved og dertil en lille håndfuld salt. Bringes i kog og koger fra dette tidspunkt i 10 minutter under tætsluttende låg, hvorefter blusset slukkes - let ikke på låget - og gryden får lov til at blive på det slukkede blus i endnu 10 minutter. Vandet hældes fra og det tiloversblevne vand afdampes på blusset. Kartoflerne er færdige.
Det er en meget energibesparende måde, at koge kartofler på og ikke meget af kartoffelsmagen forsvinder i kogevandet. Har man kun små kartofler eller skal de kogte kartofler også sauteres, bliver tiderne 8 min. + 8 min. og følgeligt ved særligt store kartofler 12 min. + 12 min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar