lørdag den 9. november 2013

Enebærkrydrede vildtfrikadeller med blomkålspuré og ristede champignons.

Det er årstiden for vildt og min slagter i Voldby har kronhjort både som fars og i hele stykker kød. I dag bliver det så farsen, der skal prøves.


Et grønt drys af hakket persille ville have pyntet ikke så lidt på denne ret, men sådan skulle det altså ikke være i denne omgang.

Vildtfrikadeller: (Til 50 små frikadeller)

700 g hakket vildtkød
1 løg
1 spsk + 2 spsk smør
lidt olie
2 spsk rasp
1 dl fløde
1 æg
2 tsk salt
friskkværnet sort peber
10 knuste enebær

Hak løget fint og steg det klart i olie og smør. Lad afkøle. Bland rasp med fløde og lad det trække i 5 minutter. Rør stegt løg, æg og krydderier i raspblandingen. Tilsæt hakket vildtkød og rør til en glat fars. Form små frikadeller og læg dem på et vådt fad. Stil fadet i køleskabet i 15-20 minutter. Brun frikadellerne (ad flere omgange) i 2 spsk smør og lidt olie til de får farve og er gennemstegte.

Blomkålspuré:

1/4 blomkål
Lidt smør
1 dl mælk
Salt og peber
En klat smør

Først laves en puré af 1/4 blomkål skåret ud i små stykker. De varmes nogle minutter i en gryde med lidt smør uden at tage farve. Derefter hældes 1 dl mælk i gryden og blomkålen koges totalt mør under låg. Det blendes grundigt og passeres gennem en finmasket sigte og tilsmages med salt og hvid peber. Når den skal serveres, varmes den op og piskes med en klat smør.

Ristede champignons kræver vel ingen opskrift?


2 kommentarer: