Kirstens egne personlige inderlår er utvivlsomt både feminine og appetitlige - jeg ved det ikke - jeg har aldrig haft lejlighed til at undersøge sagen og det er slet ikke det, som det drejer sig om her. Derimod kalveinderlår og dem har jeg et langt mere indgående kendskab til og de er sandt for dyden også appetitlige.
Længe før den italienske ret Carpacio blev så moderne her til lands, som tilfældet er, ja, vi havde end ikke nogensinde hørt ordet Carpacio, fik jeg denne udsøgt lækre opskrift af Kirsten, som er en stor gastronaut og kær exkollega fra min tid som operationssygepl. At Carpacio skulle blive så populær, som det faktisk er blevet, ville jeg ikke dengang have troet, at dømme efter de reaktioner jeg i sin tid fik på at servere råmarineret inderlår af kalv for mine venner.
Sådan ser den færdige ret ud.
Den afbillede portion er af 162 g inderlår og altså beregnet til ca én person. Kødet måtte godt have været endnu tyndere.
Og opskriften til 4 pers. er:
600-800 g kalveinderlår
5 fed hvidløg
4 dl vindruekerneolie
3 citroner
salt og peber
Kødet skæres i ultratynde skiver (lad slagteren gøre det). Er de ikke ultratynde bliver de ikke tilstrækkeligt møre. Læg dem evt. udbredt under en plasticpose og bank dem forsigtigt tyndere med en flad genstand.
De rå skiver kød lægges i en marinade af olie, citronsaft og finthakket eller -skivet hvidløg, smagt til med salt og peber.
Kalven skal marineres heri i 12 timer på køl.
Serveres med salat og toast eller flutes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar