søndag den 2. juni 2013

Snobøsters på altanen.

Det hænder at jeg efter nattevagt i Horsens lige kører forbi Clausens Fiskehandel på Aarhus Havn og også stopper op. Det er jo på hjemvejen og tidspunktet omkring klokken otte er fint for mig - det er muligt at komme til for kunder på dette tidspunkt og selv om man risikerer at få en koldtvandsspuling, er der ellers god adgang til den bedst tænkelige service fra op til flere mere eller mindre rapkæftede, men fagligt velfunderede, medarbejdere og jeg hygger mig ved det. I dag købte jeg foruden lidt fisk lige tre østers fra Bretagne. Det kan undre, at der ikke var danske østers. De anses ellers selv af franskmænd for at være verdens bedste, men så havde jeg vel heller ikke haft råd til dem.


Østers er ikke min livret (for det er såmænd bayerske pølser med gammeldags varm kartoffelsalat), men jeg spiser dem gerne - ikke mindst på grund af snobeffekten. Jeg føler mig rig og nydelsesfuldt dekadent, når jeg en tidlig solskinsmorgen, hvor alle andre slæber sig på arbejde, kan sætte mig på altanen i bar røv og spise østers og drikke iskold mouserende vin til. Det er godt for sjælen og det sover man godt på, skulle jeg hilse at sige.

I almindelighed spiser jeg østers "al fresco" altså helt ferske lige fra havet eller allerhøjst med et skvæt citron på, men i dag prøver jeg noget andet og det kan jeg bestemt anbefale.

Østers åbnes med det sædvanlige besvær og eventuelle skadestuebesøg til følge. Mens man er på skadestuen, har man fået andre til at lave en dressing til de kære dyr. Dressingen hedder "Sauce Mignonette" og den består af (og dette er til et helt dusin østers):

3 spsk kvalitetshvidvinsedddike
1 tsk solsikkeolie
1/4 tsk grofthakkede eller -kværnede hvide peberkorn
1 spsk grønne toppe af forårsløg skåret meget fint

Dryp en lille skefuld på hver østers. Spis den med velbehag og se så at komme i seng, der venter endnu en nattevagt om ikke så mange timer.


2 kommentarer:

  1. Sov godt. Det var dog en herlig lille morgensmads-godnat-snack. Og så vil jeg fnise lystigt over østers i bar røv på altanene hele resten af dagen. En meget malende beskrivelse, der helt sikkert vil forfølge mig i dagevis. ;-)

    SvarSlet
  2. Du må meget undskylde, at jeg fik plantet det sølle billede i din hjerne. Tøhø!

    SvarSlet