lørdag den 8. marts 2014

Edamamebønner.

Sent i livet er jeg blevet opmærksom på de fortræffelige edamamebønner eller, som en bekendt af mig hårdnakket påstod, at de hedder "eddermame bønner", hvilket jeg sådan set godt kan tilslutte mig for det er eddermame en herlig, sund og meget anvendelig grøntsag. Om smagen kan man roligt sige, at der ikke er meget af den - næsten intet, men den bærer meget gerne smag fra de produkter, som den opholder sig blandt. Edamamebønner minder i mangt og meget om kikærter, men er modsat disse klar til brug straks fra frostposen, hvori man finder dem i snart alle supermarkeder. De fås både bælget og i bælg.


Indbydende ser de da ud.


Vælger man ved en fejltagelse at købe ubælgede bønner, forestår der et længerevarende, men absolut hyggeligt bælgearbejde og man skal vide, at 400 g bønner med bælg giver 207 g bønner uden bælg.


Edamamebønner er glimrende i alle slags sammenkogte retter og er selvfølgelig også storartede i wokmad.


Edamamebønnehummus. Smager næsten som almindelig hummus af kikærter, kun lidt bedre. Den har en, efter min mening, langt mere indbydende kulør og kræver ikke at bønnerne skal lægges i vand dagen før. Benyttes helt som almindelig humus. Man kan fx skovle den i sig på gulerods- eller agurkebjælker eller som her med hjemmelavede rodfrugtchips.


Skær rengjorte gulerødder, rødbeder, pastinakker, jordskokker, søde kartofler og/eller persillerødder - kort sagt en hvilken som helst rodfrugt - i tynde skiver fx. på et mandolinjern. Dup dem tørre og læg dem på bagepapir eller silikonemåtte på en bageplade. De enkelte chips må ikke overlappe hinanden. Pensl beskedent med olie og drys med fint salt og/eller krydderier. Sættes i ovnen ved 160 grader i ca. 45 minutter til de er sprøde og lækre. Holder sig sprøde og velsmagende længe i en kagedåse med tætsluttende låg.


Edamamebønner med spidskål og hytteost. Denne ret er egentlig tænkt som et tilbehør, men jeg er så henrykt for den, at jeg spiser den som en selvstændig ret.


Sprød salat med edamamebønner, rå kinaradisechips, fennikel og æble. Der var en del til overs, så jeg gemte det til dagen efter. Normalt er det en dårlig idé at gemme salater, men spist med lukkede øjne var denne salat lige så velsmagende og sprød som dagen før. Æblestykkerne var dog blevet noget brune og de karamelliserede mandler havde også sat lidet klædelige brune mærker på de øvrige grøntsager.


Edamamehummus:
200 g edamamebønner
1 spsk tahin
2 fed hvidløg
2-3 spsk olivenolie
Saft af ½ citron
1 tsk spidskommen
Salt
evt. lidt vand
Overhæld de frosne bønner med kogende vand og lad dem trække et par minutter. Kom dem derefter i koldt vand. Hæld vandet fra og kom bønnerne i en blender sammen med finthakket hvidløg og resten af ingredienserne. Blend til en cremet hummus. Justér evt. konsistensen med lidt vand. Smag til med salt.


Edamamebønner med spidskål og hytteost:

150 g bælgede edamamebønner
1 dl hytteost
1 spsk honning
Saft og revet skal af ½ usprøjtet citron
Lidt fintklippet dild
Salt og peber
1/4 spidskål uden stok, fintsnittet

Giv bønnerne et hurtigt opkog og hæld vandet fra. Bland hytteost, honning, citronsaft og -skal og dild. Smag til med salt og peber og vend bønner og spidskål i.


Sprød salat med edamamebønner, rå kinaradisechips, fennikel og æble:

200 g optøede, blancherede og  afkølede bønner
1/4 kinaradise
1 mellemstor fennikel
2 søde, faste æbler
50 g mandler
½ spsk smør
½ spsk honning
2 spsk olivenolie
Saft af knapt ½ citron

Skræl kinaradissen. Skær den i tyndest mulige skiver på mandolinjern. Fjern rodstykke og de yderste blade af fennikelen og skær den tilsvarende radisen. Kom begge dele i isvand i et par timer. Dette vil medføre, at stykkerne bliver ganske sprøde - deraf navnet kinaradisechips. Rist mandlerne gyldne i smørret og hæld honningen ved de sidste minutter, så mandlerne karamelliserer. Pas på! De kan let blive brændte og kun få nyder smagen af brændte mandler. Læg til afkøling. Hæld vandet fra fennikel og kinaradisechips og dup dem tørre. Skær æblerne i ganske tynde både og dræn edamamebønnerne. Vend det hele sammen og dryp med olivenolie og citronsaft.

Dette er ikke en sød salat trods de honningristede mandler og søde æbler. Hvis den ønskes sød, kan den sødes med yderligere et æble, flydende honning, flydende sødemiddel eller simpelthen et drys melis.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar