lørdag den 29. marts 2014

Restferieodysse, forår 2014.

Første stop på restferie-odysseen er Hørbylunde Bakker. I vejsiden er sat et massivt granitkors til minde om digterpræsten Kaj Munk, der blev henrettet her som et clearingsmord på grund af modstandsbevægelsens stikkerdrab. Der er meget lidt plads sat af til blomsterbed, så Kaj må nøjes med et par halvvisne "Brændende Kærlighed" i stedet for de blå anemoner, som efter min mening rettelig burde stå her.
 

Jeg startede hjemmefra i strålende solskin, men det holdt ikke længe og hundekoldt er det også.
 
 
Følger man stien bag korset et lille stykke gennem grantykningen, kommer man uventet til et overraskende og meget smukt landskab, hvor man kan se milevidt. Stedet er så absolut den korte spadseretur værd.
 
 
 
 Landskabet bliver fladere og mere øde jo længere vest på, jeg kommer og himlen bliver mere og mere overtrukken, men endnu holder det da tørt. Herningsholm Å passeres flere gange på vejen.
 
 
Et enkelt sving af Herningsholm Å i det bare landskab.
 
 
Troldænder på Stadil Fjord - et af "Munkens" elskede jagtrevirer - som passeres kort inden Vedersø, hvor han havde sit virke.
 
 
 
 På vej op til Vedersø Kirke myldrer anemonerne frem - dog ikke de blå fra Lollands fede muld.
 
 
   I dette kirkerum udøvede han sit kald.
 
 
 Han, hvis fulde navn var Kaj Harald Leininger Munk og som skulle blive én af danmarks store frihedshelte. 
 
 
 
 Her ligger han så ved kirkens østende sammen med hustruen Lise og sønnen Helge. Kunne man dog ikke have ofret lidt blå anemoner på den prunkløse grav over én af landets store sønner.
 
 
 To af dette lands litterære fyrtårne, Karen Blixen og Kaj Munk, burde for længst have modtaget Nobelprisen. Hvorfor er Kaj Munks store og betydende produktion næsten glemt? I min barndom spilledes hans teaterstykker stadig på Det Kongelige Teater med stjernebesætning. De er særdeles aktuelle den dag i dag, men bliver sjældent eller nærmest slet ikke brugt. Medens TV endnu var sorthvidt opførte TV-teatret også stadig hans stykker. Uforglemmelig er jo også "Ordet", som Carl Th. Dreyer på mesterlig vis har udødeliggjort.
 
 
Det går syd på i retning mod Blåvand. På vejens højre side er der marehalmbevoksede sandklitter, som læer imod Vesterhavet. På venstre side kollossale, flade og udyrkede strandenge, hvor man kan se kilometervidt. Der findes ikke dyrkede marker i mange kilometers afstand og alligevel er luften svanger af gyllestank.
 
 
 
 Her i ly af klitterne bag Vedersø Klit, hygger det sikre forårstegn, viben, sig.
 
 
 
  På store strækninger ned langs vestkysten møder jeg mindre og større flokke af fouragerende grågæs.
 
 
 
Jeg havde set frem til at opleve Bork Vikingehavn, men måtte nøjes med. hvad jeg kunne se fra vejen. Krigshavnen var ikke åben!
 
 
 
Parat til at ofre nogle tusinde kroner, kørte jeg mod Henne Kirkeby Kro, som af kendere anses for at være et af de allerypperste gastronomiske templer her til lands. Det skal ikke nægtes, at dette havde jeg set frem til som en slags odysseens højdepunkt.
 
 
Ingen kro kunne være mere lukket.

 
Hastigt videre syd på. Det var godt middag og jeg var lige så godt sulten. Ned mod de smukke områder ved Oksbøl og Kallesmærsk Hede og de er virkeligt skønne. Desværre fik jeg kun set lidt af dem fra vejen, for militæret havde netop denne dag besluttet af føre krig mod sig selv og de hule drøn som jeg havde troet var torden, var drønene fra tanks, som lavede skydeøvelser. At der skydes med skarpt kan ses af de højrøde, runde kugler, som er opstillet ved alle veje og stier ind til området, hvor man ved ulovlig færdsel risikerer at få en granat lige tværs igennem sin personlighed. Egentlig ejendommeligt som de to institutioner, militæret og psykiatrien, altid har haft sans for naturskønne områder.

 

 
Man bliver til stadighed mindet om, at befinde sig i en stærkt militariseret zone.
 
 

Her ses krigsmagten på den lokale tankstation; en ordentlig krig gennemføres ikke uden Mars Bar og sodavand.
 
 
Endelig tilbage i civilisationen, hvor alle taler tysk og nogle også dansk. Blåvand med Blåvands navnkundige fiskerestaurant.
 
 
 
En beskeden sjettedel af menukortet, men jeg vidste på forhånd, hvad jeg skulle have: Bakskuld!
 
 
 
Restaurationslokalet gør sig ikke til af at være mere, end det er. Fint for mig. Her er varme, hygge og masser af kunstige blomster. Dugene er pletfri, hvilket altid er et godt tegn og jeg skulle ikke vente længe på maden.
 
 
 
Endelig mad!
 
 
Jeg elsker alt fra havet - alt hvad jeg hidtil har prøvet i hvert fald - men jeg har aldrig tidligere smagt bakskuld, så det var jo spændende. Det er saltede, tørrede, røgede fladfisk af ubestemmelig race. Om de bliver røgede før de bliver tørrede eller omvendt, skal jeg ikke kunne sige, men de er salte. Temmelig salte. Skindet flåes af og de steges på pande og serveres som det fremgår af billedet. Det smagte dejligt og nu er det prøvet. At spise bakskuld på restaurant er ikke anbefalelsesværdigt. Jeg måtte bede om yderligere en stor tallerken til alle benene og hvad jeg i øvrigt lavede af svineri, før måltidet var blevet forvandlet til rugbrødstrekanter med benfri bakskuld på. Dugen har de nødvendigvis diskret skiftet efter min exit og jeg kunne jo skifte til ren skjorte, når jeg engang fandt natkvarter..
 
 
Godt mæt og egentlig kun tjenlig til en heftig "morfar" går det syd på mod Ribe. Jeg kan til min beroligelse konstatere, at freden nu er brudt ud i Oksbøl, Kallesmærsk og Mosevrå pastorater.
 
 
Den røde kugle er nede og varsler dyb fred.
 
 
Dagens beretning slutter med et billede af denne ribbenssteg, som står på det lille torv ud for brandstationen og Vikingmuseet i Ribe. I det hele taget bærer Ribe præg af stor kunstinteresse og man støder derfor på spændende skulpturer alle vegne.
 
 
- og nu skal der findes nattesæde.
 
 

NÆSTE DAG...

 
Vejret er gråt, men stadig tørt og hundekoldt. Jeg har kastet op i nat og har fortsat noget kvalme. Har forsøgt med det råd, jeg altid selv giver patienterne: "Prøv at tage nogle dybe indåndinger". Det hjælper kortvarigt. Før nogen får den tanke, at gårsdagens bakskuld kan være en medvirkende faktor til min dårligdom, så lad mig fastslå, at jeg absolut ingen mistanke har til det kære dyr. Der må sikkert være tale om en slem og muligvis lethal vadehavsvirusinfektion. Dybt ind- og udåndende drager jeg ud i den gode by Ribe, men...den er for meget. Halvt nutid, halvt middelalder og vikingetid i både arkitektur, ånd og arrangementer og tilmed spækket med spændende kunst. For en amatørfotograf er denne by, som at lukke børn ind i en slikbutik. Jeg vil vende tilbage en anden gang, når jeg er på toppen og blive i nogle dage. I dag vil jeg blot kaste mig over en interessant gammel tidligere klosterkirke, som ligger ret nær den berømmelige domkirke og som nok er ældre: Sct.Catharinae Kirke.
 
 
Stor, tung og majestætisk ligger den som en fortidig mammut og det har den gjort, siden vi var katolikker. Som fremstiller af ikoner, havde jeg håbet på, at kirken måske havde bevaret lidt fra katolsk tid, men reformationens koste har for længst fejet al katolicismens støv, edderkoppespind, gamle ikoner og relikvier ud.
 
 
Et meget smukt og enkelt kirkerum. Der er ikke noget i vejen med arkitekturen, det er fotografen, som svajer. Lyst trods relativt få vinduer. Kirken er en basilika, altså med tre sideliggende fløje.
 
 
Lige uden for kirkedøren er placeret en moderne skulptur. Skiltet siger:
 
 Per Kirkeby
Ambrosius Stub 1705-1758
Bronze, 2003
Gave fra Ny Carlsbergfondet
 
 
Det var sortebrødrene - Dominikanerne - som holdt til her. Kirken dannede nordfløj i klosteranlægget, hvoraf noget, blandt andet fratergangen, stadig er bevaret.
 
Jeg forlader Ribe for at køre til Rømø, hvor jeg aldrig har været før. I det hele taget er Sydvestjylland helt nyt land for mig og jeg nyder turen intenst trods dårligdom.
 
 
Landsbykirkerne er store i denne egn af landet og det ser også ud til, at præstegårdene er bygget til komfortabelt klerkebrug. Dette er fra Vester Vedsted. Man kan godt få den tanke, at marskbønderne har haft lidt på kistebunden. Kirkespiret er typisk for mange af landsdelens kirker.
 
 
Heller ikke her nede slipper man for synet af grådige bønders kriminelle ødelæggelse af vor fælles kulturarv; langsom bortpløjning af oldtidens gravhøje.
 
 
Hvor mange sæsoner mon denne gravhøj har tilbage før den er reduceret til blot og bar mark? Der bliver sjældent grebet ind over for disse ulovligheder, så bønderne fortsætter henrykt, men det er rent faktisk helt ulovligt og skal, når man ser det, anmeldes til fortidsminder@kulturstyrelsen.dk, hvilket selvfølgelig også er sket i dette tilfælde.
 
 
Kilometer efter kilometer af fladland. Her kan øjnene virkelig få lov til at strække benene. Ingen skal bilde mig ind, at jorden er rund.
 
 
Landskabet bliver mere og mere marsket...eller hvad det nu hedder og noget ganske særligt for Sønderjylland: En skrånende horisont.
 
 
Vejen over til Rømø går durk gennem Vadehavet eller nok snarere et par meter over. Dette er drømmestedet for vadefugle og fuglekiggere.
 
 
Rip, Rap og Rup...bortset fra, at det altså er knortegæs, men det er en meget korthalset gåseart og ikke meget større end en velvoksen and, så hva´ pyt.
 
 
Hele familien i gang i supermarkedets diske.
 
 
Til særligt interesserede kan det oplyses, at der er tale om en knortegåsunderart kaldet brunbuget knortegås. Den yngler langs sibiriske kyster og kommer kun her for at tømme køleskabet.
 
 
En enlig fødesøgende gravand dukkede også op og så kørte jeg i land på Rømø.
 
 
Karakteristisk stor landsbykirke med lige så karakteristisk sønderjysk spir nu på Rømø. Er det mon kun i dette hjørne af Sønderjylland, at kirkespirene har denne udformning?
 
 
En brandstation med stil. Et passende sted at forsøge at indtage en beskeden frokost. Sørme om ikke brandstationens tårnspir er bygget efter præcis samme model som kirkens
 
 
Det blev ikke meget, der kom ned og det kom op næsten endnu hurtigere. Det er sgu ikke sjovt det her, så nu kører jeg hjem. Måske kan jeg genoptage odysseen i næste uge. Det var jo planen, at jeg skulle rundt omkring i Schleswig-Holsten. Vi får se.
 
 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar