fredag den 16. maj 2014

Asparges er i sæson nu og jeg er på skrump.

Aspargessæsonen er ren fest for mig. Hvide eller grønne, kogte, stegte, grillede eller rå, jeg elsker dem alle og så er det jo oven i købet så herligt, at asparges er udpræget skrumpemad. Her følger tre måder at tilberede dem på.



De hvide asparges skrælles fra lidt under hovedet og ned med en tyndskræller. Det nederste træede stykke brækkes af. Aspargeserne koges - helst med hovederne over kogevandet - i 5-10 minutter efter tykkelse. Undersøg mørheden med en gaffel lige som med kartofler. Overhældes med en vanlig vinaigrettedressing og drysses med hakket, hårdkogt æg og purløg.


Almindelig omelet af to æg med hakkede krydderier pisket i ægmassen. De grønne asparges er rullet lidt frem og tilbage på en varm pande med olivenolie i 2-3 minutter og udgør fyldet i omeletten.


Hvad man ikke ser: Aspargeserne har fået undertøj på af mager serranoskinke, før de er blevet omvundet med færdigkøbt filodej. Skal skrumpere bruge dej til madlavningen, er filodej det ideelle. Det er aldeles uskyldigt i fedmehenseende. Rullerne lægges i et velsmurt fad og pensles med lidt olivenolie - både dej og asparges. Sættes i forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 220 grader i 10 minutter. Pensles igen og sættes tilbage i ovnen i 5-10 minutter til de er blevet smukt brune og sprøde. Serveres på sølvfad selvfølgelig.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar