onsdag den 21. november 2012

Avocadoer - så lækre, at det næsten burde være ulovligt.

Jeg er en stor ynder af avocadoer og har derfor også nydt dem tilberedt eller serveret på mange forskellige måder. Den tilberedning, som jeg bringer her, er lidt besværlig, men helt uden sidestykke min foretrukne måde at få avocado på.


Som det fremgår af følgende foto, er jeg ikke nogen ørn til at give æggene den korrekte kogetid, men blå æggeblommer smager præcis lige så godt som gule.


Opskriften lyder:  


3 avocadoer
1 - 2 citroner
4 spsk creme fraiche 38%
Få dråber Tabasco Sauce
1 tsk Dijon sennep
1 - 2 fed hvidløg (mindst)
Salt og peber
En knivspids tørret esdragon
3 hårdkogte æg

Man koger æggene hårde og fjerner hviden, som hakkes fint.
Avocadofrugterne halveres, udhules og saften af en citron presses over avocadokødet, som moses med en gaffel eller, hvis man har været uheldig at få købt hårde umodne frugter, moses i blenderen sammen med alle de øvrige ingredienser - dog ikke de finthakkede hvider, som først til allersidst forsigtigt blandes i mosen. Tilsmages evt. med ekstra citron - saften af én citron passer til min smag - salt og peber. Til min smag passer også fire fed hvidløg.
Nu mangler blot at fylde mosen i avocadoskallerne og garnere dem med en halv æggeblomme på hvert "avocadoæg".
 
Som forret er en halv avocado til hver rigeligt.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar