lørdag den 10. november 2012

"Vesterhavshytten" på tur.

"Vesterhavshytten" er min ven og rejsekammerat Gerts kælenavn for min temmeligt nyerhvervede CombiCamp. Den stod (og bestod) sin første prøve på en tur til Toscana i år, hvor den her kan ses parkeret i støvet, som man kalder gruset på disse kanter. Der var langt over 30 grader. Hvad ville jeg dog på den galej?


Senere på sæsonen havde Gert og jeg den med til Tønder, hvor vi lavede frivilligt arbejde i Vinoteket på Tønder Festival. Herunder ses den på festivalens campingplads for frivillige hjælpere.


Det var en hård tørn, hvor der godt kunne bruges en slummer nu og da.


Herunder ses den blomstrende forretning "Vinoteket", hvor vi arbejdede.


Der er gang i tarteproduktionen under ledelse af Solvej.



Vort arbejde bestod mest i bagning af tartes flambée...fattigmandspizzaer. Meget velsmagende trods det beskedne indhold - grofthakkede løg, en barnehåndfuld bacontern og en sjat revet ost. Prisen var bestemt ikke for fattigfolk, men gik jo til et godt formål; videre drift af festivalen.



En tarte parat til at komme i ovnen.



Annette og Michael hørte til det serverende personale. Denne pause er dyrt købt. På andre tidspunkter havde de (og vi) rygende travlt, men det var altid sjovt...måske endda når der var mest travlt.




Gert holder et vågent øje med bagningen, mens Lone kigger efter kunder. Vi kunne have alle fem ovne i gang med tarter, vinbjergsnegle og panerede cammembert på en gang, så der var undertiden rigeligt at se til.

 
Her Gert med en rigeligt bagt tarte. Mislykkede tarter måtte spises af de frivillige arbejdere. Vi sultede ikke den uge.


Sølle og forfrossen står Vesterhavshytten nu i novembervejr på min parkeringsplads, men om føje tid kommer den i hus i laden på Gerts gård i Himmerland indtil foråret.



 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar