torsdag den 28. februar 2013

Djævelske lammenyrer.

Lammenyrer er små og meget delikate og smager aldeles ikke af tis! Klargøringen af nyrerne er ganske let. Man halverer nyren på langs, startende på den konkave side, som det ses på billedet.


Når man begynder således, er det ikke vanskeligt at fjerne den tynde, tætsluttende hinde, der omgiver nyren.
 

Tag fat øverst på den konvekse side og træk hinden af.


Det sidste bette stykke hænger fast i det hvide fedt- og senesnask i nyrens "delta", som nu er let fjernet med en saks eller en skarp kniv.


At man kun får det yderste af snasket af, gør ikke noget, resten forsvinder under tilberedningen. Skyl nu de appetitlige små nyrer under koldt, rindende vand og dup dem tørre.
 

Her starter tilberedningen. De kære små uskyldige nyrer skal paneres i gode og krasse sager. Jeg nævner i flæng: cayenne, sennepspulver, peber og selvfølgelig også mel og salt.


Så kommer de kære små på panden.
 
 
Senere får nyrerne lidt mere potens med Worchestershire Sauce. Bagerst i billedet ses hønsefond til rettens egentlige sauce. Den lille skål rummer blødstegte løg, som intet har med den oprindelige opskrift at gøre, men som jeg synes er formidabelt til retten. (Hvor alt det smør kommer fra, begriber jeg ikke)?


Oh, det lover godt.
 

- og brødet venter.
Almindeligt ristet brød kan gøre det, men det er nu særligt lækkert med olivenoliepenslet, daggammelt brød, som har været på grillpanden.
 

Sådan skal det se ud. Morgenmad man vågner af.
Opskriften til 2 personer:
 
 6 lammenyrer
3 spsk mel
1-2 tsk cayennepeber
1 spsk. engelsk sennepspulver
Olie og Smør
Worcestersauce
Ca. 2 dl kraftig hønsefond
2 store skiver ristet landbrød
Salt og peber

Bland melet med cayennepeber, sennepspulver samt salt og peber. Mængden af cayennepeber er en smagssag. Bruger man en hel spiseskefuld, bliver nyrerne temmelig stærke.
Vend nyrerne i melblandingen og ryst overflødigt mel af.
Steg dem i en pæn klat olie med smør på panden et par minutter på hver side. Giv dem derpå et par dygtige stænk worcestersauce og kom hønsefonden ved. Lad det koge op og tag så nyrerne fra og fordel dem på de ristede stykker brød.
Lad sovsen koge lidt ind og hæld den over nyrerne. Spis dem med det samme - evt. med en stor dusk brøndkarse til eller bløde løg.


2 kommentarer:

  1. Uhm. Jeg er så en af dem der elsker nyrer. Men dem der ikke har prøvet at lave dem før skal huske at med dem gælder det samme som med blæksprutter. Kort tilberedningstid, ellers bliver de som viskelæder. (Og de kan være svære at få fat på hos en almindelig slagter, men en halal-slagter har dem tit.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bor i Århus og har derfor nem adgang til Bazar Vest, hvor de altid har den slags lidt mere specielle ting, som lammenyrer, testikler, hjerner, kråser etc. etc.

      Slet