torsdag den 21. februar 2013

Havtaskekæber i citronsovs.

Havtaskekæber er en delikatesse, som er nemt lavet. Blot skal en hinde og en "flipstiver" fjernes forinden stegningen. Hvis ikke fiskehandleren allerede har gjort det, gør han det sikkert gerne, men det er nu ikke noget større arbejde, så gør det evt. selv.


Den grå hinde på den ene side er fjernet og på modsatte side, som ses på billedet, fjernes "flipstiveren" også let. Man har nu to meget faste og reelle stykker fiskekød.

 
De to kæbestykker skal pudres let i mel med salt og peber og ellers blot på panden 3-5 minutter på hver side. Jeg steger som vanligt i olie med smør ved 9 på en kogeplade, der går til 12, men komfurer kan være meget forskellige, så prøv dig frem. Kæben skal selvfølgelig både være sprød og brunet på overfladen og gennemstegt, men saftig indvendig.
 

Kæberne her serveret med en citronsovs, som er en ganske almindelig bechamelsovs tilsat revet citronskal fra ½ citron og saften fra samme halve citron. Kæberne er meget faste og meget lidt fiskeagtige. Skal jeg sammenligne dem med noget - og det lyder måske sært - men så minder de ikke så lidt om brisler i både smag og konsistens. En skøn ret! Og for en anden gangs skyld, så er ét kæbestykke nok pr person.
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar