Lige mængder blåbær og sukker og dertil en sjat portvin.
På komfuret til kogning - nærmest simring - til omkring en trediedel er kogt væk.
Så skal der blendes -
- og puréen skal passeres igennem en si. Resultatet tilsmages med sukker og så er saucen klar.
Baconstykker til at vikle om kammuslingerne gøres klar. Stykkerne til venstre er perfekte. De fik 8 minutter i alm. ovn ved 180 grader. Baconstykkene til højre er nok de bedste jeg nogensinde har lavet, for jeg har tit haft et problem med at få mit bacon ordentligt sprødt. Disse var sprøde som glas og derfor helt uanvendelige til at omvikle muslingerne med, men nu ved jeg da, hvordan jeg laver sprødt bacon. De fik 10 minutter i varmluftsovn ved 220 grader.
Det er selvfølgelig de bløde stykker til venstre, som skal benyttes.
Salaten skylles og slynges tør i min fantastiske salatslynge fra OXO. Absolut et af mine favoritkøkkenredskaber.
Daggammelt brød udskæres med et omvendt glas og ristes. Lidt tid i smørret på panden sammen med kammuslingerne gør bestemt ingen skade.
Brødstykker med lidt blandet salat anrettes på et serveringsfad.
De klargjorte muslinger brunes et minutstid på hver side i smør på en middelvarm pande, hvorefter hele molevitten kommer i ovnen under grillen i 5 minutter. Vendes en enkelt gang i løbet af de fem minutter.
På brødet med "dyrene". Husk at fjerne tandstikkerne! Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de ville kunne have anbragt baconen fiksere omkring muslingerne på Noma og Frederikshøj Kro, men de har såmænd nok også øvet sig.
Dryppes med rigeligt blåbærsauce, som har været holdt varm. Dette er virkelig en himmerigsmundfuld.
Det er jo en slags forret eller hyggeret til når som helst og jeg har lavet den til 3 personer, som var Karl-Christian, Karl-Christian og (godt gættet) Karl-Christian. Det blev med andre ord en hovedret, men dette var aldrig hensigten, så opskriften afspejler det forretsagtige.
Blåbærsaucen:
200 ml blåbær
200 ml Tawny Portvin
3 spsk sukker...til en begyndelse
De tre ingredienser hældes i en lille kasserolle for middelvarme. Bring til kogepunktet og skru ned for varmen, så indholdet simrer uden låg til ca. 1/3 er kogt væk og bærrene er bløde. Det vil tage en 20-25 minutter.
Hæld det i en beholder med høje sider og blend til puré. Passér puréen gennem en si og sæt til side eller hold varm. Kan sagtens genopvarmes. Der er i øvrigt sikkert noget til overs, som vil gøre lykke på en gang pande- eller klatkager dagen efter.
Brød og salat:
Daggammelt brød - personligt sværger jeg til Schulstads Skagensbrød, som er friskt hele første dag og passende daggammelt i mindst en uge efter uden at mugne - ristes let og får sidenhen en tur på panden, hvor muslingerne lå, indtil de kom i ovnen. Pæne runde stykker brød fås ved at presse en model Arffmanns Sennepsglas gennem brødskiverne forinden ristningen.
Kammuslingerne:
½ kg kammuslinger uden koral
1 god klat smør, smeltet
1 spsk olivenolie og samme mængde smør
Baconstrimler i forhold til mængden af muslinger. Man kan købe for billigt; strimlerne skal kunne tages hele ud af pakken.
En anelse salt...måske, men husk at bacon jo også kan være ret salt.
Tænd for ovnens grill. Dup kammuslingerne med køkkenrulle og drys lidt salt på begge sider. Vikl baconstrimler omkring hver musling og fæstn med en tandstikkere.
I en lille sauterpande, som tåler at komme i ovnen, brunes muslingerne i 1 minut på hver side i oliesmørblandingen ved middelvarme. Efter sauteringen sættes panden i ovnen under grillen i 5 minutter. Muslingerne vendes en enkelt gang i løbet af de fem minutter. Tages ud, når baconen er ordentlig sprød og anbringes på brød med grøn salat.
Og det var det.
Sikke en indbydende ret med den smukke sovs til, for det hedder jo sovs, når der er rigeligt! For mange år siden slæbte jeg den store OXO-salatslynge med hjem fra USA. Den er perfekt - ikke kun til at slynge salat og en stor portion persille til fryseren, nej, der er så mange andre grøntsager, den kan håndtere. Og blåbær - ja, du har ret; det SKAl være de bette bær, der er BLÅ hele vejen igennem; det er de sunde!
SvarSletElsebeth
Er det ikke utroligt at fx. Kvickly imod bedre vidende vedbliver at sælge disse amerikanske bær med en etiket, som siger blåbær. Det er vel faktisk mere end forkert varebetegnelse, snarere svindel!
SvarSlet