torsdag den 24. oktober 2013

Smelt.

Der findes en lille fisk af laksefamilien i danske farvande. Den er ikke sjælden, men mildt sagt upåagtet. Man kunne kalde den for en dansk sardin...størrelsen passer i hvert fald meget godt.


Jeg synes faktisk, at den er både køn og appetitlig at se på.


Den lille fedtfinne på ryggen lige før halen demonstrerer tydeligt, at smelten tilhører laksefamilien.


Jeg har med fordel behandlet dem, som jeg har oplevet, at grækerne behandler sardiner. Af med hovedet og ud med indvoldene og så et grundigt skyl. På Lesbos har jeg dog ofte fået sardiner serveret lige fra grillen med hoved og indvolde. Det var et djævelsk arbejde at gøre dem "spiseklare" ved bordet og i løbet af et par dage, indtog jeg dem da også, som alle andre, der spiste fiskene rub og stup med stor fornøjelse. 


De klargjorte fisk skal blot pudres med mel. Jeg anvender altid groft rugmel til dette. Derefter en tur på grillen eller, hvis man ønsker det, en tur i frituren.


Fint salt på lige inden serveringen, som selvfølgelig er med de helt nødvendige citronbåde. En herlig snack eller frokostanretning.

                       

2 kommentarer:

  1. Fin lille fisk. Er det 'selvhentere', eller kan man købe dem hos en ordentlig fiskehandler?
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. De er selvkøbt i Clausens Fiskehandel på Århus Havn, som bestemt må kaldes en ordentlig fiskehandler.

      Han har en hjemmeside, men er også på facebook her:

      https://www.facebook.com/ClausensFiskehandel?fref=ts

      Mvh.
      K-C

      Slet