fredag den 6. september 2013

Fladbro Kro.

De sidste to dage skulle afslutte min ferie med manér; en gourmetmiddag med efterfølgende overnatning på en af landets bedste kroer, Fladbro Kro. Jeg var tidligt fremme - indskrivning er først kl.14 - så jeg tog et smut ned til den nærliggende Gudenå, oven i købet på et sted, hvor den flyder bred og mægtig og fiskeriet er frit. Fiskene ringede også rigeligt, men ingen fisk tog min flue ved denne lejlighed. Man skal nok ikke komme ved middagstid (der er ingen ende på de undskyldninger, vi lystfiskerere har for ikke at fange noget). På dette sted kan ellers træffes både laks, havørred, aborre, gedde og adskillige andre "modeller".


Intet under at der er et stort slid på dette sted; idyllen er dog ikke helt slidt væk. Jeg fik en tid lang lov til at være der alene og stilheden var husvalende.


Jeg hyggefiskede og sad på en bænk og mediterede en rum tid.


Indtil civilisationen greb forstyrrende ind i form af en arbejdsbil af mærket KoreanskIndustriAffald, som unægtelig i nogen grad ødelagde idyllen og ikke mindst udsynet. Klokken var også ved at nærme sig 14, så skidt-pyt.


Fars dyt ved den stråtækte værelseslænge. Jeg havde bestil et enkeltværelse og fik det mindste de havde.


Køkken med opvaskemaskine, ovn, microbølgeovn, varmtvandskedel, kaffemaskine toblus-bordkomfur og skabe fyldt med alt, hvad nogen kunne finde på at ville bruge i et køkken.


Badeværelset var så indbydende, at jeg absolut måtte presse tre gange brusebad ind på den korte tid jeg opholdt mig i "enkeltværelset".


Et kig ind i stuen. Hvad jeg ikke har fået med på billederne er en stor vægophængt TVskærm.


Der er en djævelsk stejl trappe op til soveafdelingen - en såkaldt hems er det vel - nærmest som falderebet på et stort skib. Slet ikke noget for en inkarneret natpisser.


Første sals sovegemak.


At komme fra værelseslængen til hovedbygningen kræver årvågenhed. Det er en temmelig befærdet landevej og det har den nok altid været, siden man valgte at lægge en landevejskro her. Forne tiders trafik var dog nok mere stilfærdig, vejbelægningen af en anden beskaffenhed og sikkert fuld af hestepærer.


Inden maden en appetitskabende spadseretur i haven. Den er stor - nærmest parklignende - og der var en kolossal masse svampe af mange arter, men lige netop ingen af de titolv arter, jeg kender med sikkerhed og tør spise.


Skiltningen ved døren viser medlemskab af den celebre ende af gastronomien.


Der er også gæster bag mig, men ellers må man nok sige, at stedet ikke var overrendt denne almindelige onsdag aften kort efter sommerferiens afslutning. Det var imidlertid absolut ikke at mærke på betjeningen, tværtimod. Den var effektiv og varm, nærmest hjertelig.


Jeg havde ikke siddet mange øjeblikke, før der blev serveret en kurv med hjemmelavet lyst og mørkt brød. Sprød skorpe og velsmagende blød krumme. Dertil på en skiferplade en dygtig klat smør af en helt særlig lækker type. På forespørgsel fik jeg at vide, at smørret var pisket i en maskine, som jeg ikke helt fattede navnet på. Allenfals var både konsistens og smag helt i top og jeg skulle vare mig for ikke at ødelægge appetitten til resten af måltidet.


I god tid inden jeg nåede at tømme brødkurven, stod min tjenende ånd, Stine, ved bordet og præsenterede vinen til første ret. Denne prægtige unge kvinde ydes slet ikke retfærdighed af dette billede. Hun går ikke rundt med sovekammerøjne og ser ud som på billedet, men er tværtimod meget smilende og har let til latter. Hun fortalte indgående om alle retterne i detaljer og min spørgelyst havde jeg ikke ladet blive hjemme. Jeg fik senere at vide, at hun kun har været ansat i en måned.

Nå, tilbage til studiet. Vinen var fra Alsace. En Pinot Blanc fra huset Bernard Humbrecht. En liflig vin, som passede storartet til første ret som var gulerodssuppe.


Første ret kom ind : En skål med gulerod, syrnet cremefraiche, purløgsolie, brødcroutoner og karse.


Jeg nåede lige at nyde synet, så kom Stine og hældte den fyldige gulerodssuppe over. Det smagte pragtfuldt og specielt havde gulerodsstykkerne en utrolig dejlig og meget speciel smag, som ikke havde meget med gulerod at gøre. Stine måtte her give fortabt og et øjeblik efter at hun havde forladt mit bord, kom en storsmilende, begejstret kok hen og kunne fortælle mig, at gulerodsstykkerne var syltede i eddike, sukker og appelsinsaft! Deraf smagen. Det var en udsøgt suppe, mere er der ikke at sige dertil.


Efter en kort pause - egentlig ventetid var der på intet tidspunkt tale om, timingen var hele aftenen perfekt - kom Stine og præsenterede næste rets vin. Der var to muligheder og efter at have hørt, hvad næste ret var, valgte jeg en mørk og fyldig Cotes du Rhone.


Smuk i glasset. Ikke voldsomt megen bouquet, men krop og smag passede fint til retten...


...som var: Sprængt unghane med Pommes Anna (se bloggen fra december 2012 for opskrift på Pommes Anna), sauterede svampe, syltede tyttebær, blancherede ærter og asparges, seleripuré, ærtenet og ærtesauce.


Her ses det besynderlige ærtenet, som smeltede på tungen og efterlod en let, behagelig ærtesmag. Oven på barren af Pommes Anna ligger foruden svampe, tyttebær, ærter og asparges en dusk ærteplante henslængt. Jeg har fået samme "grøntsag" hos Malling & Schmidt og det er vel en trend, som på Fladbro Kro passede meget godt med rettens tema og kokken kan da også godt få et enkelt point for den kunstneriske udførelse, men jeg lader altså unødige pyntevegetationer gå ud igen. Når det er sagt, smagte retten som helhed aldeles dejligt og hanen var vidunderligt saftig. Hvad mere var - og det er en alvorlig sag - nu var jeg faktisk godt mæt.


Stine må have fornemmet det, for jeg fik lov til at slå mave en passende tid, før hun præsenterede mig for næste vin. Du godeste. En Grand Cru. Igen fra huset Bernard Humbrecht i Alsace. Denne gang en Gewurtztraminer fra 2005, en overmåde skøn vin, som igen passede aldeles storartet til retten...og nu var vi kommet til osten.


Fire lækre oste. Krondild, Nordlys, Havbrus (minder en hel del om Thises fortræffelige Vesterhavsost, som de lavede den i begyndelsen) og Blåskimmel. Hertil figenkompot og tomatchutney. Det blev serveret med flere slags smagfulde, glassprøde typer hjemmebagt knækbrød. Herligt.


Jamen så smil dog, Stine, det har du gjort hele aftenen. Jeg ved at hun ikke er sur trods min spørgelyst, for jeg spurgte hende direkte, om hun syntes, at jeg var en vanskelig gæst og da knækkede hun næsten sammen af grin - det var jeg ikke. Nå. Da jeg var ved at komme mig oven på osten, præsenterede Stine mig for den sidste vin. Lidt af en overraskelse; en australier og sikken en! Hvis man forestiller sig en fugtiglun, dansk sommernat et sted, hvor luften er mættet med duften af vild Kaprifolium og man yderligere forestiller sig, at den duft kunne gøres flydende og kommes på flaske, så ville den smage som denne skønne vin.


Jeg har ladet mig fortælle eller måske læst, at kroens værtspar selv importerer deres vine. Det kan de efter min mening roligt blive ved med. Værtsparret var i øvrigt bortrejst i de par dage jeg opholdt mig på kroen, men det var bestemt ikke at mærke på køkken, servering og service i det hele taget. Ordet er: Professionelt.


Dessert: Crème Brulée med chokoladeganache, mirabellecoulis, krystalliseret hvid chokolade og frysetørrede hindbær.


Den perfekte crème brulée; den sagde klak-klak imod skeen og var sprød som nyis på en vinterskovsø. Den bedste jeg har fået. En forklaring er jo også, at den er lavet i en relativt lav skål, så der bliver masser af overflade i forhold til indholdet af vaniljecreme. Man er vant til at få dem serveret i kokotter og sådan har ja da også altid selv lavet dem hidtil, men nu er det slut...crème brulée skal laves i en lille, lav tærteskål!


Næste morgen vågner jeg til fårenes landlige, stille brægen. Slet ikke nogen dårlig måde at vågne på for en bybo.


Næste formiddag. Et kig bag baren, hvor Stine er ved at gøre min regning klar...og hun havde sørme på eget initiativ udprintet den komplette menu til den spørgegale gæst. Det er service.


Jeg fik lov til at bese køkkenet. Rent og propert som en operationsstue og jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg er forhenværende operationssygepl. Det er herude tryllerierne foregår. Stine kunne fortælle, at det er et ret stort køkken i forhold til stedet. Hun er selv kokkeuddannet, lod hun mig vide og har arbejdet både i en restaurant i Tivoli, på et af spisestederne ved åen i Århus og flere andre steder, så hun er godt orienteret, hvad restaurationskøkkener angår.


Det allerhelligste! Det er lige her, der skabes magi. Er det måske en sous-vide-maskine, man ser ovre til højre eller er det den sære maskine, de laver det lækre "piskesmør" i? Jeg glemte at spørge.


Med en smule vemod tog jeg afsted fra Fladbro Kro efter en helt vidunderlig krooplevelse. Kroen har i øvrigt også en facebookside her. Tak for denne gang og forhåbentlig på gensyn..


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar