søndag den 3. marts 2013

Kråsesuppe.

Dette er en gammel dansk næsten glemt ret. Glemt måske fordi den hovedsagelig er kogt på de irreelle dele, der bliver tilbage efter fjerkræslagtning; kråse, hjerte, lever, vingespidser, hals, hoved og fødder - og nu stiger mystikken; kråsen er en af fjerkræets maver, men ikke des mindre kalder man alle de førnævnte dele for kråser under ét!? Sådan er det altså.


Kråsesuppe er en sursød suppe, som ud over de allerede nævnte animalske dele, indeholder almindelige danske grøntsager foruden svesker og æbletern. Man smager til med sukker og eddike. Jeg hadede kråsesuppe som barn! Forstå det, hvem som kan. I dag er jeg er også helt tændt på retter som kørvelsuppe og stegt lever, skønt disse retter i min barndom kunne have bragt mig på randen af harakiri, havde jeg kendt dén praktiske idræt i mine tidlige år.


Kråser, hjerter og et par vinger. Hoved og fødder kan jeg godt undvære, men der måtte gerne have været et par halse også. Skidt pyt, jeg laver blot portionen det mindre.

Jeg køber råstoffet i, Bazar Vest, hvor man altid kan få den slags spcialiteter.

Kråser
Suppevisk
Blandede rødder
Svesker
Æbler
Eddike
Sukker

Suppen koges den første time uden grøntsager.


Suppen skal skummes og når den er afskummet, kommes en suppevisk i, og suppen koger en god time, derefter sies den og kråserne tages fra.


Suppen tilsættes småt skårne rødder og koger en times tid.
 
 
Svesker, skrællede, ituskaarne æbler og kråserne skåret i små dele tilsættes suppen og koger en halv times tid.


I de opskrifter jeg har set, spises kråserne til suppen, men hos min mormor var de altid i suppen...og sådan bliver det!
 

Hele bulletjavsen står og simrekoger (under låg når der ikke lige fotograferes) og en velsignet velduft breder sig i hele lejligheden. Til sidst skal blot tilsmages med sukker og eddike, for denne suppe skal nemlig være sursød.
 
 
Serveringen sker selvfølgelig af arvestykket fra mormor en suppeterrin i "Blå Olga" - porcelæn fra Villeroy & Boch,  Dresden. (Jeg må se at få anskaffet mig en suppetallerken i samme stel). En guddommelig suppe!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar