lørdag den 31. august 2013

The Last Great Love Song - Finbar Furey - The Hit Winner 2013.

Der er sikret kuldegys, gåsehud og tendens til klump i halsen med dette nummer.


Så bliver det heller ikke ret meget mere irsk; vidunderligt sentimental kærlighedssang, voliner, tinwhistle og irsk sækkepibe. Jeg elsker det!


Der landede et rumskib på mit køkkenbord.

Seneste tilføjelse til min samling af "kitchen gadgets" - en Tefal ActiFry. 


En fantastisk maskine, som kan lave alle mulige lækre retter - og hvad der har imponeret mig mest - de mest utroligt sprøde og perfekte pommes frites med anvendelse af KUN 1 spsk olie! Se lige hvordan...


Skrællede kartofler skæres til chips. Er man til denne spise, bør man anskaffe sig et pommes frites jern. Med sådan ét går det som en leg. Kartoffelsorten hedder i øvrigt "Ampere" og er en Lammefjordskartoffel.


Her er vandet fuld af stivelse. Kartoffelbjælkerne skal skylles i en trefire hold koldt vand til vandet er klart.


Efter skylning skal der afdryppes. I den forbindelse kan man passende sortere alle de små ubrugelige kartoffelfliser fra.


Kartoflerne tørres i et viskestykke og fyldes derefter i rumskibet.


Der kommes 3/4 spsk olie på 3/4 kg kartofler. Maskinen tændes, timeren sættes og det hele passer sig selv.


Der er gået 30 minutter og kartoflerne ser ud, som de fleste godt kan lide dem, men jeg kan bedst lide pommes frites med noget mere farve, så de får lidt længere tid i rumskibet. 


Efter 45 minutter er kartoflerne færdige og jeg kan roligt sige, at jeg aldrig har fået bedre pommes frites. Helt sprøde udenpå og bløde indvendig. Det er slet ikke til at forstå, at der kun er brugt 1 spsk olie - det kan i hvert fald ikke spores på smagen - men er jo blandt andet noget af forklaringen på, at der ikke er den fjerneste lugt af friture eller madlavning i det hele taget.

Mange ynder at dyppe chips i remoulade eller bernaisesauce, men jeg kan fortælle til de, som har en sjat hjemmelavet ravigottesauce stående i køleskabet, at det også er en ypperlig dip.


Jeg tog en lille portion chips fra til testning. De var kuldslåede, men stadig sprøde efter 25 minutter.



fredag den 30. august 2013

Småkager af kun to ingredienser!

- og så er det ikke engang løwn! Dette må da være verdens nemmeste bageopskrift.

Der skal kun bruges havregryn og modne bananer - og bananerne behøver såmænd ikke engang at være modne, de er blot nemmest at mose selvfølgelig. Der er rig mulighed for at udvide opskriften ved at komme forskellige andre ingredienser i, men det er ikke nødvendigt og alt for meget andet vil gøre det vanskeligt for småkagerne at hænge sammen. Man kan anvende små chokoladestykker, hakkede valnøddekerner, rosiner, kanel etc. etc. Kun fantasien sætter grænserne.


To bananer og en kop havregryn moses grundigt sammen. 


Ekstraindholdet, af hvad art det nu kan være - jeg har ved denne lejlighed brugt tørrede tranebær, tilsættes.


"Dejen" sættes på bageplade, bagepapir eller som her, silikonemåtte (så slipper man for at smøre), i små klatter af ca. en spsk størrelse. De laves flade med en gaffel. Der bliver 15-18 småkager, selvfølgelig afhængig af, hvor store man laver dem. Kommes i forvarmet ovn og bages i 15 minutter ved 170 grader almindelig ovn op til 180 grader varmluftsovn. Det lyder kryptisk, men det forholder sig sådan, at min første bagning var ved 170 grader uden varmluft og da syntes jeg, at de havde fået lige lidt nok. Næste bagning, som er den der er afbilledet her, gav jeg 180 grader varmluft og det var måske lige rigeligt. Hvorom alting er: Begge hold smagte fortrinligt.


Lige kommet ud af ovnen. De skal nu blot afkøles. Man skal ikke forvente at få en småkage, der er sprød som en vaniljekrans. De er snarere lidt som pommes frites - sprød udvendig og blød indvendig.


Er det måske ikke en indbydende lille sag? Og tænk så på, at den er lavet uden tilsætning af sukker og fedtstof. Folk på kur kan faktisk tillade sig at spise løs af dem og de er rene energibomber til sportsfolk.


Værs´go! En skålfuld "ufarlig" tv-snacks, som dog er en smule vanedannende.


torsdag den 29. august 2013

Macaroni med tomat, løg og champignon a la creme.

Macaroni i lange stænger, var den eneste kendte pastatype, da jeg var barn. Den var især populær blandt slagtere, som kunne forstrække hjemmelavede såkaldte salater i det uendelige med kogte macaronistykker (egentlig bør jeg slet ikke tale nedsættende om den tids slagtere, for mit yndlingspålæg var dengang faktisk en "russisk salat", som hovedsagelig bestod af en gang slimet, cyklamenfarvet snask fuld af udkogte macaronistykker). I dag kan det ejendommeligt nok være svært at finde en forretning, som har macaroni - for slet ikke at tale om Russisk Salat.


Til 1 (velvoksen) person:

75-90 g macaroni (eller en hvilken som helst anden pastatype)
½ bakke champignons
Olie og smør
Et bundt bredbladet persille, finthakket
1/4 l piskefløde
En stor håndfuld kvartede cherrytomater eller små blommetomater i kvarter
Et lille skalotteløg, finthakket
½ tsk sukker
En stor håndfuld groftrevet parmesanost
En buket frisk basilikum
Salt og peber

½ bakke champignons i tynde skiver brunes på en hed pande. 1/4 l piskefløde tilsættes sammen med en håndfuld fintklippet persille. Der smages til med salt og peber og det hele koger ind for let varme til en cremet champignonsauce. Kan stilles til side og lunes, når pastaen er kogt.

Tomaterne på denne tid af året kan smage himmelsk. Resten af året er man stort set bedre tjent med solmodnede tomater på dåse eller tørrede, solmodnede tomater. De kvartede tomater, løg og parmesanost blandes godt, tilsættes sukker og irøres en god portion fintklippet basilikum. Tomater og basilikum er et ægteskab indgået i himlen. Sukkeret er kun til for at bringe yderligere smag frem i tomaterne og skal bestemt ikke overdrives. Tomatsalsaen smages til med salt og peber og evt. et lille drys chiliflager. Anbringes i en konditorring midt på tallerkenen, hvor den presses let med en ske, så den holder faconen inden ringen fjernes. Drys små basiliumblade.

Når pastaen er kogt og drænet, anbringes den på tallerkenen rundt om tomatsalsaen og pløres til med den lunede champignon a la creme. Det hele drysses med parmesanost.

Velbekomme!


onsdag den 28. august 2013

Entrecote (af hest) med vaniljekrydret rødkålssalat.

Entrecote af hest laves lige som entrecote af okse. Det kan ikke være nemmere. Masser af varme på begge sider af kødet på grill eller grillpande, men kun kort tid eller meget kort tid alt efter, hvor rødt man ønsker kødet. Det kan lynende hurtigt få for meget og en grå, gennemstegt bøf er kun egnet til skofabrikation. Peber og salt til sidst og så skal kødet hvile et øjeblik.


Det interessante ved denne ret er ikke kødet, men den noget specielle salat og så selvfølgelig min egen helt formidable opskrift på tzatziki.


Rødkål snittes fint.


Vaniljekorn blandes med lidt Sukrin. Den gode Balsamico fra Modena skal bruges lidt senere.


Ved at være færdigristet med vanilje, Sukrin og balsamico. Der skal gerne stadig være lidt sprødt bid i kålen.


Lagt på tallerken til afkøling.


Når rødkålen er kølet af, blandes den med et mix af forskellige andre salater efter eget ønske og smag.

Her er en lidt formaliseret opskrift:

4 blade rødkål
Lidt olivenolie
Salt
1 spsk rød/mørk balsamico
Korn fra 1/4 vaniljestang
1 tsk Sukrin Gold
Et par håndfulde blandede salatblade

Skær kålen i fine strimler og svits den i lidt olie på en pande. Kom balsamico, vaniljekorn, Sukrin og lidt salt på panden. Svits sammen i 3-4 minutter. Sluk og lad kålen køle helt af. Bland kålen med den blandede salat.


Og nu til tzatzikien. Det vanskeligste ved denne ret er at finde ud af, hvordan man staver til den; det er endnu ikke lykkedes mig at finde consensus, så her ser I altså helt min egen stavemåde.


En god klat græsk eller tyrkisk yoghurt - vel 200-300 ml - sættes til drænering mindst et par timer i et kaffefilter. Jeg foretrækker 10% yoghurt, men 2% kan også bruges.


2 agurker skrælles og rives på det grove jern. Lægges på et fad og drysses med rigeligt groft salt. Lad det blot stå lige så længe som yoghurten. Pres det derefter fri af så megen væde som overhovedet muligt. Vær ikke bekymret over alt saltet; langt det meste forsvinder med væden, som presses ud.


Afvandet agurk og dræneret yoghurt blandes i en skål. Tilføres en pæn sjat olivenolie - 2-4 spsk - slutresultatet skal være en tyk pasta, som ses på billederne. Der kværnes lidt sort peber i og tilsættes 1-6 fed pressede hvidløg efter smag. Tilsmages forsigtigt med salt.


Så spiser vi!


tirsdag den 27. august 2013

Pasta med valske bønner.

Min søster har så udpræget grønne fingre og hendes i virkeligheden ikke særligt store kolonihavegrund rummer foruden et hus og et anneks en veritabel park af smukke og sjældne blomster, buske og træer. Derudover har hun alligevel plads til en særdeles velforsynet nyttehave. Jeg hjembragte blandt andet en god håndfuld valske bønner, oftere kaldet hestebønner. Man ser dem ikke meget i forretnigerne nu om stunder, men de var for et par århundreder siden overordentlig populære også her i landet. Det er de fortsat i andre europæiske lande og specielt i Storbritanien. På engelsk kaldes de "broad beans".


Bønnerne er store, grove og ikke videre appetitlige at se til udadtil, men det skal man ikke lade sig narre af. De skal bælges og indeni sidder de lækreste bønner, der faktisk er mange anvendelsesmuligheder for - lige ud over at spise dem rå.


Hvordan man end vil anvende bønnerne, skal de dog lige have frakken pillet af. Det gøres nemmest, hvis man har skoldet dem og ladet dem ligge lidt i det varme vand. Det er et møjsommeligt arbejde, vil mange nok synes...jeg synes, at det er hyggearbejde.


Se lige hvilken skål fuld af kulinariske juveler man står tilbage med, som tak for sin indsats.


Jeg har stadig lidt tørrede tragtkantareller fra skovfolkene i Virklund. Svampene skal blødes op og give smag og kraft til retten. Udblødningsvandet gemmes og "beriges" med en halv bouillonterning.


Her er da vist stort set samtlige rettens ingredienser. Tragtkantareller, løg, hvidløg, bacontern, hønsebouillon af udblødningsvandet fra svampene, bønnerne, hjemmelavet tapenade efter den originale opskrift uden oliven (se tidligere) og pasta. Hovsa! Jeg glemte 3-4 salvieblade. Nu skulle det hele være der.


Først ristes baconen uden at tage farve. Derefter sauteres løg og hvidløg med, til det er glasklart, hvorpå svampe og bønner tilføres sammen med nogle få salvieblade. Det hele varmes godt igennem og får dernæst tilført en god sjat af hønse-svampebouillonen. Imens har jeg kogt pastaen færdig. Den dryppes af og blandes med alt det øvrige og en herlig velsmagende ret er klar til spisning.


Ser det ikke indbydende ud?



mandag den 26. august 2013

Lidt historisk.

På vej til et par hyggedage på Sjælland i min søsters kolonihavehus, gjorde jeg holdt ved Odden Kirke. Til eventuelle farveblinde kan jeg fortælle, at den er rød...meget rød.


På kirkegården er der et mindeanlæg for de faldne fra søslaget ved Sjællands Odde i 1808 og det er jo faktisk ikke så længe siden. De faldne fra dette slag, som var en del af Englandskrigene, ligger også begravet her på kirkegården, her iblandt den danske søhelt Peter Willemoes.


N.F.S.Grundtvig skrev et smukt mindevers om begivenheden. Dette blev år senere sat i musik af Carl Nielsen.


Her er mindeverset på kirkegården. Jeg husker ganske tydeligt at have hørt om slaget, Englandskrigene og ikke mindst den ganske unge og tapre søløjtnant Willemoes fra Assens i historietimerne i min barndom og det får mig til at tænke på, om man stadig underviser i den slags fortællinger fra danmarkshistorien i skolerne? Grundtvig lover det jo sådan set: "Thi skal de nævnes i løbende Tid, Fædrenes værdige Sønner".



søndag den 25. august 2013

Nevreskål.

Jeg er ikke så meget til bolscher, men er dog en slags slikmund. På billedet man ser, hvad jeg går og nevrer af. Sådan en skålfuld står jævnligt (næsten altid) i mit køkken.


Det er jo  virkeligheden en såre simpel anretning bestående af to slags oliven, hvidløgssplitter og solmodnede, tørrede tomater. Det hele bader i en rigtig god olivenolie. En lille portion tørret salvie, rosmarin og timian er blandet i.


onsdag den 14. august 2013

Lammetagine med tabouleh.

Taginen har jeg fået af min datter og hendes kæreste. De har hjembragt den fra Marokko og jeg er himmelhenrykt for den. Dette er den første ret, jeg laver i den. Tagine hedder lertøjsdimsen, men tagine er også simpelthen ordet for krydrede, marokkanske, sammenkogte retter.


I Marokko benyttes mest lamme- og kalvekød i taginen, men selvfølgelig også oksekød, kanin og fjerkræ. Lur mig dog, om ikke én og anden araber putter lidt æsel-, muldyr- eller kamelkød i. Her til lands bruger vi jo hestekød til noget tilsvarende. Blot må man i Marokko kigge langt efter svinekød.


Et stykke lammetykkam og en lammeskank skal indvie mit nyeste stykke køkkenudstyr.


Skæres i mindre, dog ikke for små, mundrette stykker. Benet fra skanken bliver kogt til en lille portion fond sammen med lidt grøntsager.


Noget af det vigtigste i marokkansk mad er krydringen med mange forskellige stærkt aromatiske krydderier. Her males i morteren gurkemeje, spidskommen, koriander, sorte pebre, kanel og lidt groft salt. Kødstykkerne skal marinere heri natten over i køleskabet i en frysepose. Rumstér jævnligt med indholdet, så krydderierne bliver masseret godt ind i kødet. Man kunne blandt meget andet også bruge paprika, muskat, stjerneanis etc.


De færdigmarinerede, krydderipudrede kødstykker brunes i en gryde i 5 minutter. Der tilsættes løg, hakkede mynte- og persilleblade , hvidløg, hel kanel, grøn peber, en lille fintskåret chilipeber, lidt cashewnødder og dadelkompot...og så er jeg faldet for fristelsen til også at putte nogle få salvieblade i. Jeg er temmelig vild med deres smag, men jeg ved ærlig talt ikke, om man også bruger salvie i Marokko? Desuden hældes en bette sjat af den indkogte lammefond i, så retten ikke koger tør på bunden. Simrer sammen i gryden i 2 minutter og kommes derefter i taginen.


Jeg ved strengt taget ikke om det er nødvendigt at mætte taginen med vand, men jeg har også en stegeso i lertøj og dér bruger man det altså, så for alle tilfældes skyld får taginen også lige et bad inden første gangs brug.


Så er taginen vist fyldt op. Nu skal den have hatten på og i ovnen ved 220 grader i 3 kvarter.


Efter tre kvarter i ovnen, kommer den ud og får tilført abrikos- og dadelstykker inden den får det sidste kvarters bagning.


Endelig klar til servering.


Ristede stykker af cashewnødder og mandelsplitter drysses over ved serveringen. Tabouleh, som er en couscous med krydderurter og grøntsager, serveres til. Smagen er ganske udansk og vidunderlig nordafrikansk. Jeg har vist ramt Marokko helt godt.


Ingredienserne til tabouleh. For det første grynene til couscous. Dernæst alle de finthakkede urter. Jeg har anvendt tomat, rød snackpeber, grøn padronpeber, en lille, meget finthakket piri-piri chilipeber, finthakket persille, mynte, salvie samt fintrevet skal af en halv citron og saften af samme. 

Opskrift til 5 personer:

1 tsk salt
1 tsk gurkemeje
3/4 tsk kanel
1 tsk korianderfrø
1/4 tsk sort peber
1 tsk spidskommen
1 par salvieblade?
1 kg lammekød til stuvning
1 spsk olivenolie
1 stort grofthakket løg
1 grøn peber i mindre stykker
1 chilipeber ituskåret
1-2 dl lammefond
1 spsk blomsterhonning
2 spsk dadelkompot (opskrift under "kammuslinger med...")
1 kanelstang (5 cm)
1 kopfuld hakkede, tørrede abrikoser og dadler.
1/4 kop ristede stykker af cashewnødder og mandelsplitter

Forvarm ovnen til 220 grader. Skær lammekødet i mundgode stykker og pudr dem med de formalede krydderier. Lad marinere natten over.
Brun kødet i olien ved middelvarme ca. 5 minutter og se til at kødet bliver pænt brunet på alle sider. Kom kun lidt i gryden ad gangen, da det ellers ikke bruner, men koger i sin egen saft. Tilsæt løg, grøn peber, chilipeber, dadelkompot, honning, kanelstang, lidt cashewnødder og en sjat lammefond. Lad simre sammen i 5 minutter og kom i taginen. Sættes i den forvarmede ovn, hvor den skal stå i 45 minutter. Tages ud og tilføres abrikoser og dadler. Sættes atter i ovnen, hvor den skal stå i 15-20 minutter.

De sdste kvarters tid, hvor taginen bliver færdig i ovnen benyttes til at lave tabouleh, som blot er en gang couscous glorificeret med lidt krydderurter og grøntsager og ikke mindst citron.

Til 2 personer:

150 g couscous
Krydderurter - friske eller tørrede
Saft og skal af ½ citron
Evt. 75-100 g fintsnittede grøntsager (peber, majs, tomat, agurk, løg, gulerod m.m.)
Olivenolie
Salt

150 g couscous blandes med 2-2½ dl kogende vand. Skal trække i et kvarters tid. Tilbered i mellemtiden de krydderurter og grøntsager, der skal bruges. Det kan fx. være tørret eller fintsnittet mynte, persille, koriander og/eller fintsnittet løg og saft og skal af ½ citron. Smag til med olivenolie og salt.


tirsdag den 13. august 2013

Safranorzo med røget laks.

Orzo er pasta formet som ris. De er større end vanlige riskorn, men lidt mindre end pinjekerner. Orzo fås ikke nemt her i landet, men er meget brugt i middelhavslandene. Jeg har været så heldig at finde orzo i Aldi - af alle steder - og har helt klart forkøbt mig, men ærlig talt, til 5,- pr pose! Hva´ba? I Italien benyttes orzo tit i supper.


Sådan ser orzopasta ud.


Her er den færdige ret. Jeg troede, at jeg vidste alt om pasta, men jeg er blevet klogere. Denne ret er helt ekceptionelt lækker.

Til 4 personer:

3 knivspidser safrantråde
350 g orzopasta
225 ml piskefløde
Skal af 1 citron, fintrevet
1 spsk friske basilikumblade, skåret i smalle strimler
1 spsk fintklippet purløg
350 g røget laks i små stykker (lakserester er helt fint)
Salt og peber

Bring en stor gryde saltet vand i kog. Tilsæt safran. Kom orzo`en i, rør rundt en enkelt gang og lad det koge i 12-15 minutter, eller hvad posen angiver, til al dente. Skyl pastaen grundigt under rindende koldt vand og dræn i si.

Bring fløden med citronskal til at koge i en ren gryde. Lad det simre i 2 minutter. Tilsæt den kolde, kogte orzo og lad simre videre i 5 minutter under jævnlig omrøring. Tilsmag med salt, peber og citronsaft og rør krydderurter og laksestykker i. Varm ordentligt igennem og spis med velbehag.