lørdag den 29. marts 2014

Restferieodysse, forår 2014.

Første stop på restferie-odysseen er Hørbylunde Bakker. I vejsiden er sat et massivt granitkors til minde om digterpræsten Kaj Munk, der blev henrettet her som et clearingsmord på grund af modstandsbevægelsens stikkerdrab. Der er meget lidt plads sat af til blomsterbed, så Kaj må nøjes med et par halvvisne "Brændende Kærlighed" i stedet for de blå anemoner, som efter min mening rettelig burde stå her.
 

Jeg startede hjemmefra i strålende solskin, men det holdt ikke længe og hundekoldt er det også.
 
 
Følger man stien bag korset et lille stykke gennem grantykningen, kommer man uventet til et overraskende og meget smukt landskab, hvor man kan se milevidt. Stedet er så absolut den korte spadseretur værd.
 
 
 
 Landskabet bliver fladere og mere øde jo længere vest på, jeg kommer og himlen bliver mere og mere overtrukken, men endnu holder det da tørt. Herningsholm Å passeres flere gange på vejen.
 
 
Et enkelt sving af Herningsholm Å i det bare landskab.
 
 
Troldænder på Stadil Fjord - et af "Munkens" elskede jagtrevirer - som passeres kort inden Vedersø, hvor han havde sit virke.
 
 
 
 På vej op til Vedersø Kirke myldrer anemonerne frem - dog ikke de blå fra Lollands fede muld.
 
 
   I dette kirkerum udøvede han sit kald.
 
 
 Han, hvis fulde navn var Kaj Harald Leininger Munk og som skulle blive én af danmarks store frihedshelte. 
 
 
 
 Her ligger han så ved kirkens østende sammen med hustruen Lise og sønnen Helge. Kunne man dog ikke have ofret lidt blå anemoner på den prunkløse grav over én af landets store sønner.
 
 
 To af dette lands litterære fyrtårne, Karen Blixen og Kaj Munk, burde for længst have modtaget Nobelprisen. Hvorfor er Kaj Munks store og betydende produktion næsten glemt? I min barndom spilledes hans teaterstykker stadig på Det Kongelige Teater med stjernebesætning. De er særdeles aktuelle den dag i dag, men bliver sjældent eller nærmest slet ikke brugt. Medens TV endnu var sorthvidt opførte TV-teatret også stadig hans stykker. Uforglemmelig er jo også "Ordet", som Carl Th. Dreyer på mesterlig vis har udødeliggjort.
 
 
Det går syd på i retning mod Blåvand. På vejens højre side er der marehalmbevoksede sandklitter, som læer imod Vesterhavet. På venstre side kollossale, flade og udyrkede strandenge, hvor man kan se kilometervidt. Der findes ikke dyrkede marker i mange kilometers afstand og alligevel er luften svanger af gyllestank.
 
 
 
 Her i ly af klitterne bag Vedersø Klit, hygger det sikre forårstegn, viben, sig.
 
 
 
  På store strækninger ned langs vestkysten møder jeg mindre og større flokke af fouragerende grågæs.
 
 
 
Jeg havde set frem til at opleve Bork Vikingehavn, men måtte nøjes med. hvad jeg kunne se fra vejen. Krigshavnen var ikke åben!
 
 
 
Parat til at ofre nogle tusinde kroner, kørte jeg mod Henne Kirkeby Kro, som af kendere anses for at være et af de allerypperste gastronomiske templer her til lands. Det skal ikke nægtes, at dette havde jeg set frem til som en slags odysseens højdepunkt.
 
 
Ingen kro kunne være mere lukket.

 
Hastigt videre syd på. Det var godt middag og jeg var lige så godt sulten. Ned mod de smukke områder ved Oksbøl og Kallesmærsk Hede og de er virkeligt skønne. Desværre fik jeg kun set lidt af dem fra vejen, for militæret havde netop denne dag besluttet af føre krig mod sig selv og de hule drøn som jeg havde troet var torden, var drønene fra tanks, som lavede skydeøvelser. At der skydes med skarpt kan ses af de højrøde, runde kugler, som er opstillet ved alle veje og stier ind til området, hvor man ved ulovlig færdsel risikerer at få en granat lige tværs igennem sin personlighed. Egentlig ejendommeligt som de to institutioner, militæret og psykiatrien, altid har haft sans for naturskønne områder.

 

 
Man bliver til stadighed mindet om, at befinde sig i en stærkt militariseret zone.
 
 

Her ses krigsmagten på den lokale tankstation; en ordentlig krig gennemføres ikke uden Mars Bar og sodavand.
 
 
Endelig tilbage i civilisationen, hvor alle taler tysk og nogle også dansk. Blåvand med Blåvands navnkundige fiskerestaurant.
 
 
 
En beskeden sjettedel af menukortet, men jeg vidste på forhånd, hvad jeg skulle have: Bakskuld!
 
 
 
Restaurationslokalet gør sig ikke til af at være mere, end det er. Fint for mig. Her er varme, hygge og masser af kunstige blomster. Dugene er pletfri, hvilket altid er et godt tegn og jeg skulle ikke vente længe på maden.
 
 
 
Endelig mad!
 
 
Jeg elsker alt fra havet - alt hvad jeg hidtil har prøvet i hvert fald - men jeg har aldrig tidligere smagt bakskuld, så det var jo spændende. Det er saltede, tørrede, røgede fladfisk af ubestemmelig race. Om de bliver røgede før de bliver tørrede eller omvendt, skal jeg ikke kunne sige, men de er salte. Temmelig salte. Skindet flåes af og de steges på pande og serveres som det fremgår af billedet. Det smagte dejligt og nu er det prøvet. At spise bakskuld på restaurant er ikke anbefalelsesværdigt. Jeg måtte bede om yderligere en stor tallerken til alle benene og hvad jeg i øvrigt lavede af svineri, før måltidet var blevet forvandlet til rugbrødstrekanter med benfri bakskuld på. Dugen har de nødvendigvis diskret skiftet efter min exit og jeg kunne jo skifte til ren skjorte, når jeg engang fandt natkvarter..
 
 
Godt mæt og egentlig kun tjenlig til en heftig "morfar" går det syd på mod Ribe. Jeg kan til min beroligelse konstatere, at freden nu er brudt ud i Oksbøl, Kallesmærsk og Mosevrå pastorater.
 
 
Den røde kugle er nede og varsler dyb fred.
 
 
Dagens beretning slutter med et billede af denne ribbenssteg, som står på det lille torv ud for brandstationen og Vikingmuseet i Ribe. I det hele taget bærer Ribe præg af stor kunstinteresse og man støder derfor på spændende skulpturer alle vegne.
 
 
- og nu skal der findes nattesæde.
 
 

NÆSTE DAG...

 
Vejret er gråt, men stadig tørt og hundekoldt. Jeg har kastet op i nat og har fortsat noget kvalme. Har forsøgt med det råd, jeg altid selv giver patienterne: "Prøv at tage nogle dybe indåndinger". Det hjælper kortvarigt. Før nogen får den tanke, at gårsdagens bakskuld kan være en medvirkende faktor til min dårligdom, så lad mig fastslå, at jeg absolut ingen mistanke har til det kære dyr. Der må sikkert være tale om en slem og muligvis lethal vadehavsvirusinfektion. Dybt ind- og udåndende drager jeg ud i den gode by Ribe, men...den er for meget. Halvt nutid, halvt middelalder og vikingetid i både arkitektur, ånd og arrangementer og tilmed spækket med spændende kunst. For en amatørfotograf er denne by, som at lukke børn ind i en slikbutik. Jeg vil vende tilbage en anden gang, når jeg er på toppen og blive i nogle dage. I dag vil jeg blot kaste mig over en interessant gammel tidligere klosterkirke, som ligger ret nær den berømmelige domkirke og som nok er ældre: Sct.Catharinae Kirke.
 
 
Stor, tung og majestætisk ligger den som en fortidig mammut og det har den gjort, siden vi var katolikker. Som fremstiller af ikoner, havde jeg håbet på, at kirken måske havde bevaret lidt fra katolsk tid, men reformationens koste har for længst fejet al katolicismens støv, edderkoppespind, gamle ikoner og relikvier ud.
 
 
Et meget smukt og enkelt kirkerum. Der er ikke noget i vejen med arkitekturen, det er fotografen, som svajer. Lyst trods relativt få vinduer. Kirken er en basilika, altså med tre sideliggende fløje.
 
 
Lige uden for kirkedøren er placeret en moderne skulptur. Skiltet siger:
 
 Per Kirkeby
Ambrosius Stub 1705-1758
Bronze, 2003
Gave fra Ny Carlsbergfondet
 
 
Det var sortebrødrene - Dominikanerne - som holdt til her. Kirken dannede nordfløj i klosteranlægget, hvoraf noget, blandt andet fratergangen, stadig er bevaret.
 
Jeg forlader Ribe for at køre til Rømø, hvor jeg aldrig har været før. I det hele taget er Sydvestjylland helt nyt land for mig og jeg nyder turen intenst trods dårligdom.
 
 
Landsbykirkerne er store i denne egn af landet og det ser også ud til, at præstegårdene er bygget til komfortabelt klerkebrug. Dette er fra Vester Vedsted. Man kan godt få den tanke, at marskbønderne har haft lidt på kistebunden. Kirkespiret er typisk for mange af landsdelens kirker.
 
 
Heller ikke her nede slipper man for synet af grådige bønders kriminelle ødelæggelse af vor fælles kulturarv; langsom bortpløjning af oldtidens gravhøje.
 
 
Hvor mange sæsoner mon denne gravhøj har tilbage før den er reduceret til blot og bar mark? Der bliver sjældent grebet ind over for disse ulovligheder, så bønderne fortsætter henrykt, men det er rent faktisk helt ulovligt og skal, når man ser det, anmeldes til fortidsminder@kulturstyrelsen.dk, hvilket selvfølgelig også er sket i dette tilfælde.
 
 
Kilometer efter kilometer af fladland. Her kan øjnene virkelig få lov til at strække benene. Ingen skal bilde mig ind, at jorden er rund.
 
 
Landskabet bliver mere og mere marsket...eller hvad det nu hedder og noget ganske særligt for Sønderjylland: En skrånende horisont.
 
 
Vejen over til Rømø går durk gennem Vadehavet eller nok snarere et par meter over. Dette er drømmestedet for vadefugle og fuglekiggere.
 
 
Rip, Rap og Rup...bortset fra, at det altså er knortegæs, men det er en meget korthalset gåseart og ikke meget større end en velvoksen and, så hva´ pyt.
 
 
Hele familien i gang i supermarkedets diske.
 
 
Til særligt interesserede kan det oplyses, at der er tale om en knortegåsunderart kaldet brunbuget knortegås. Den yngler langs sibiriske kyster og kommer kun her for at tømme køleskabet.
 
 
En enlig fødesøgende gravand dukkede også op og så kørte jeg i land på Rømø.
 
 
Karakteristisk stor landsbykirke med lige så karakteristisk sønderjysk spir nu på Rømø. Er det mon kun i dette hjørne af Sønderjylland, at kirkespirene har denne udformning?
 
 
En brandstation med stil. Et passende sted at forsøge at indtage en beskeden frokost. Sørme om ikke brandstationens tårnspir er bygget efter præcis samme model som kirkens
 
 
Det blev ikke meget, der kom ned og det kom op næsten endnu hurtigere. Det er sgu ikke sjovt det her, så nu kører jeg hjem. Måske kan jeg genoptage odysseen i næste uge. Det var jo planen, at jeg skulle rundt omkring i Schleswig-Holsten. Vi får se.
 
 

Mogens Wieth - Den blå anemone 1951





Den blå anemone er skrevet af præsten fra Lolland, Kaj Munk, som siden flyttede til det jyske hvor han blev henrettet ved et clearingmord under krigen. Musikken er af Egil Harder og Den blå anemone er efterhånden lavet i et utal af versioner, men denne version med Mogens Wieth er efter min mening den mest iørefaldene og er vanskelig at gøre bedre.
Mogens Wieth døde i 1962 få dage før sin 43 års fødselsdag i London under prøverne på Shakespeares "Købmanden i Venedig".

mandag den 10. marts 2014

Salat med gedeost, mizuna og honning.

Endnu engang står Øko Ged & Grønt i de smukke Sondrup Bakker for kvalitetsvaren - i dette tilfælde en ost af fetatype.


Der skal anvendes ½ ost pro persona.


Den er så smuk og enkel at se på, denne salat og så utroligt delikat i smagen.

Til 2 personer:

En håndfuld mizunasalat
100 g øko gedeost i saltlage
1 spsk god flydende honning
1 citronbåd
groftkværnet hvid peber (anvend evt. morter)
Lidt flagesalt
Nogle dryp virkelig god olivenolie.

Fordel de rengjorte, helt tørre salatblade på to tallerkener. Mizuna er en meget sart smagende salat. Ønsker man lidt mere "spark i suppen", om jeg så må sige, skal man tage rucola i stedet.
Skyl osten forsigtigt for den kraftige saltlage og lad den dryppe af. Bryd osten i mindre stykker ud over de to tallerkener og fordel honningen i en ganske tynd stråle derover. Klem nogle dråber citronsaft ud over det hele - her er det et spørgsmål om smag og fornemmelse. Kom peber på og med stor forsigtighed lidt flagesalt. Dryp det hele varsomt til med en rigtig god olie. I dette tilfælde valgte jeg en extra jomfru olivenolie med trøffel.


søndag den 9. marts 2014

Gedepølse med æbler, løg, blegselleri og salvie

Jeg havde stadig et par pølser liggende fra det prægtige Øko Ged & Grønt - det har jeg ikke mere, men jeg er til gengæld en dejlig madoplevelse rigere og bliver mere og mere tændt på det lækre gedekød.


Øko Ged & Grønt kan også følges på facebook.


½ kg kartofler
Gedepølser
Smør/olie til stegning
1 madæble
1 rødløg
1 stilk blegselleri
Salvieblade
Salt og peber

Kartoflerne skrubbes eller om fornødent skrælles. Koges næsten færdige. Skæres i både, når de er afkølede. Steg pølserne langsomt ved svag varme til de er gennemstegte. Lad dem køle lidt af og skær i skrå skiver. Halver løg og skær i skiver. Skær blegsellerien i skrå skiver. Skær æbler i tern. Sautér i olie/smør på en pande ved jævn varme i ca. 5 minutter. Tilsæt pølse, kartofler og salviebade. Steg videre et par minutter til det hele er gennemvarmt og smag til med salt og peber.


lørdag den 8. marts 2014

Rasmus Lyberth "Guutinga illimmi ".



Jeg er fuldstændig betaget af Rasmus Lyberths vidunderlige udførelse af salmen "Nærmere Gud til dig". I den engelske version "Nearer my God to thee" siger myten, at det var den musikerne spillede mens Titanic sank


Søren Kierkegaard endnu engang.

»Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits«.
 

Edamamebønner.

Sent i livet er jeg blevet opmærksom på de fortræffelige edamamebønner eller, som en bekendt af mig hårdnakket påstod, at de hedder "eddermame bønner", hvilket jeg sådan set godt kan tilslutte mig for det er eddermame en herlig, sund og meget anvendelig grøntsag. Om smagen kan man roligt sige, at der ikke er meget af den - næsten intet, men den bærer meget gerne smag fra de produkter, som den opholder sig blandt. Edamamebønner minder i mangt og meget om kikærter, men er modsat disse klar til brug straks fra frostposen, hvori man finder dem i snart alle supermarkeder. De fås både bælget og i bælg.


Indbydende ser de da ud.


Vælger man ved en fejltagelse at købe ubælgede bønner, forestår der et længerevarende, men absolut hyggeligt bælgearbejde og man skal vide, at 400 g bønner med bælg giver 207 g bønner uden bælg.


Edamamebønner er glimrende i alle slags sammenkogte retter og er selvfølgelig også storartede i wokmad.


Edamamebønnehummus. Smager næsten som almindelig hummus af kikærter, kun lidt bedre. Den har en, efter min mening, langt mere indbydende kulør og kræver ikke at bønnerne skal lægges i vand dagen før. Benyttes helt som almindelig humus. Man kan fx skovle den i sig på gulerods- eller agurkebjælker eller som her med hjemmelavede rodfrugtchips.


Skær rengjorte gulerødder, rødbeder, pastinakker, jordskokker, søde kartofler og/eller persillerødder - kort sagt en hvilken som helst rodfrugt - i tynde skiver fx. på et mandolinjern. Dup dem tørre og læg dem på bagepapir eller silikonemåtte på en bageplade. De enkelte chips må ikke overlappe hinanden. Pensl beskedent med olie og drys med fint salt og/eller krydderier. Sættes i ovnen ved 160 grader i ca. 45 minutter til de er sprøde og lækre. Holder sig sprøde og velsmagende længe i en kagedåse med tætsluttende låg.


Edamamebønner med spidskål og hytteost. Denne ret er egentlig tænkt som et tilbehør, men jeg er så henrykt for den, at jeg spiser den som en selvstændig ret.


Sprød salat med edamamebønner, rå kinaradisechips, fennikel og æble. Der var en del til overs, så jeg gemte det til dagen efter. Normalt er det en dårlig idé at gemme salater, men spist med lukkede øjne var denne salat lige så velsmagende og sprød som dagen før. Æblestykkerne var dog blevet noget brune og de karamelliserede mandler havde også sat lidet klædelige brune mærker på de øvrige grøntsager.


Edamamehummus:
200 g edamamebønner
1 spsk tahin
2 fed hvidløg
2-3 spsk olivenolie
Saft af ½ citron
1 tsk spidskommen
Salt
evt. lidt vand
Overhæld de frosne bønner med kogende vand og lad dem trække et par minutter. Kom dem derefter i koldt vand. Hæld vandet fra og kom bønnerne i en blender sammen med finthakket hvidløg og resten af ingredienserne. Blend til en cremet hummus. Justér evt. konsistensen med lidt vand. Smag til med salt.


Edamamebønner med spidskål og hytteost:

150 g bælgede edamamebønner
1 dl hytteost
1 spsk honning
Saft og revet skal af ½ usprøjtet citron
Lidt fintklippet dild
Salt og peber
1/4 spidskål uden stok, fintsnittet

Giv bønnerne et hurtigt opkog og hæld vandet fra. Bland hytteost, honning, citronsaft og -skal og dild. Smag til med salt og peber og vend bønner og spidskål i.


Sprød salat med edamamebønner, rå kinaradisechips, fennikel og æble:

200 g optøede, blancherede og  afkølede bønner
1/4 kinaradise
1 mellemstor fennikel
2 søde, faste æbler
50 g mandler
½ spsk smør
½ spsk honning
2 spsk olivenolie
Saft af knapt ½ citron

Skræl kinaradissen. Skær den i tyndest mulige skiver på mandolinjern. Fjern rodstykke og de yderste blade af fennikelen og skær den tilsvarende radisen. Kom begge dele i isvand i et par timer. Dette vil medføre, at stykkerne bliver ganske sprøde - deraf navnet kinaradisechips. Rist mandlerne gyldne i smørret og hæld honningen ved de sidste minutter, så mandlerne karamelliserer. Pas på! De kan let blive brændte og kun få nyder smagen af brændte mandler. Læg til afkøling. Hæld vandet fra fennikel og kinaradisechips og dup dem tørre. Skær æblerne i ganske tynde både og dræn edamamebønnerne. Vend det hele sammen og dryp med olivenolie og citronsaft.

Dette er ikke en sød salat trods de honningristede mandler og søde æbler. Hvis den ønskes sød, kan den sødes med yderligere et æble, flydende honning, flydende sødemiddel eller simpelthen et drys melis.



fredag den 7. marts 2014

Gorgonzolabrød med fennikelsalat og hasselnødder.

De er for store til at man med rimelighed kan kalde dem "hapsere", men ikke helt store nok til at bære titlen "madder". Jeg bliver derfor lige lidt krukket og kalder dem "madderetter", indtil nogen foreslår mig et bedre ord. Hvorom alting er - de smager skønt. Opskriften er hugget fra et madblad og lad det være sagt straks - man skal være glad for blåskimmelost for at kunne nyde denne spise.
 
 
Er man overfølsom overfor hasselnødder, kan de sagtens udskiftes med valnødder, usaltede cashewnødder eller usaltede jordnødder.
 

75 g hasselnøddekerner
1 flute
150 g gorgonzola
100 g flødeost
 
Nødderne ristes i ovnen ved 200 grader i ca.10 minutter. Pas på at de ikke bliver svedne. Hak dem groft. Rør gorgonzola og flødeost sammen og smør cremen på det flækkede flute. Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter. Ostebrødene skæres ud i bidder (madderetter) og toppes med fennikelsalat, der drysses med hasselnødder.
 
Fennikelsalat:
 
½ fennikel
2 stænger blegselleri
2 spsk hasselnøddeolie (eller anden nøddeolie)
1 spsk æblecidereddike
Salt og hvid peber
 
Skyl fennikel og bladselleri. Skær fennikelen i meget tynde strimler på et mandolinjern. Skær også blegsellerieni tnde strimler fx med en tyndskræller. Bland med nøddeolie og æblecidereddike, salt og peber.