fredag den 27. februar 2015

Hakkebøf med blomkålsbearnaise og slikærter.

Aftensmaden blev mere end jeg kunne spise. LCHF-livsstilen har skåret voldsomt ned på appetitten. Ingen grund til at rynke på næsen ad blomkålsbearnaisen; blomkålen kan slet ikke smages og ydermere kan denne sovs opvarmes i modsætning til rigtig bearnaisesauce.
 

Saucen er hentet hos Madbanditten. Slikærterne er min egen idé. De er ristet sammen med lidt krydrede og bagte cherrytomater, der har ligget i olie.

http://www.madbanditten.dk/2013/02/18/hakkedreng-med-hjemmerort-blomkalsbearnaise/


mandag den 23. februar 2015

Let frokost.

Når man er begyndt dagen med en æggelatte, er der sjældent megen appetit til frokost, men derfor kan det beskedne måltid jo gerne være lækkert.


Pandemad - æg, tomat og asparges.
 
 

søndag den 22. februar 2015

Rørt tatar.

 
 
Så er der linet op med ingredienserne til "løvemad". Saltet er kun, hvis man ikke benytter opskriftens ansjosfileter.
 
 
 
180 g tatarkød
1-2 æggeblommer
1 spsk Dijonsennep
1 spsk groft revet peberrod
1 spsk små kapers (eller store hakkede)
1 spsk finthakket rød peber
Finthakket chili efter smag
1 spsk hakkede cornichoner
2 finthakkede ansjosfileter
1 spsk grofthakket rødløg
Blade fra en kvist frisk, fransk esdragon
Friskkværnet peber
 
Tatarkød blandes grundigt med en æggeblomme, dijonsennep, groft revet peberrod, små kapers og følgende finthakkede sager: løg, rød peber, chili, cornichoner, ansjoser, frisk esdragon og krydres med friskkværnet peber. Form som bøf og server.
 
 

Krabbesalat Marselis LCHF.


Jeg har lige opdaget, at min yndlingssalat, "Krabbesalat Marselis", sagtens kan laves i en LCHF-udgave. Til 4-6 personer:

1 dåse krabbekød (100 g drænet vægt)
1 stor tomat tømt for indhold (eller to mindre tomater selvfølgelig)
½ bakke champignon
1 dåse aspargessnitter
1 rød og 1 grøn peber
1 bundt dild, klippet
Grøn salat

Marinade:
(1 kop ~ 160 ml)

1 æggeblomme
1/4 kop Dijonsennep
1/4 kop Sukrin Gold
2 kopper smagsneutral olie
1/4 kop alm. lagereddike

Krabbekødet drænes og undersøges for evt. rester af skal, som bortskaffes. Aspargessnitterne drænes. Tomat og pebre skæres i små tern. Champignon hakkes forholdsvist fint. Dild klippes og det hele blandes. Salaten skylles og slynges helt tør.

Alle ingredienserne til marinaden på nær olien blandes grundigt. Under stadig omrøring tilsættes olien. Selv om opskriften har en umiskendelig lighed med en mayonnaiseopskrift - bortset fra sødningen - skal den ikke piskes tyk, men omrøres til det er en tyktflydende dressing.

 

fredag den 20. februar 2015

Ostechips og chilidip.


Såre simpel og hurtig måde at lave chips på.


Færdigskivet ost - i dette tilfælde Gouda - udstandses med udstandserring eller blot en passende størrelse vinglas. Lægges på bagepapir på plade og bages ved 200 grader varmluft i 5 minutter. Hold godt øje med dem, får de et øjeblik for meget smager de brændte.


Sådan skal de færdige ostechips se ud. De er helt glassprøde, når de er færdigtafkølede.


 Denne portion fik 7 minutter og har en tydelig brændt bismag.


Serveres med en dip efter eget valg. Jeg laver en temmelig stærk chilidip.
 
Chilidip:

1 dåse flåede tomater
½ spsk finthakkede chilier (mængden afhænger selvfølgelig af chiliernes styrke)
En bette sjat god eddike
1 tsk løgpulver
2 spsk sukrin gold
1 presset fed hvidløg

Det hele blandes sammen og koges ind til passende konsistens. Afkøles og blendes derefter grundigt og så er det faktisk færdigt.
 

torsdag den 19. februar 2015

Kyllingebryst i paprika med spinat.



Hvem kunne ikke godt tænke sig at fortære dette måltid? Det er sundt, lækkert og helt og aldeles LCHF.

2-4 personer

2 store kyllingebryster
1 tsk paprika
salt & peber
5 spsk smør og lidt olivenolie
¼ kop friske timianblade
3 store fed hvidløg - maste
1 kop tør hvidvin
1-2 håndfulde skyllet spinat
Skivede champignon

Krydr kyllingebrysterne med salt og peber og pudr dem grundigt med paprika over det hele.
Smelt smør i en smule olivenolie på en pande ved ret god varme og læg kyllingestykkerne på, når fedstoffet er brust af.
Steg i 3 minutter på den første side (eller til det er sprødt og gyldent), vend og skru ned for varmen til medium eller lidt mindre. Steg videre i 3 minutter og tilsæt yderligere smør, timian og hvidløg.
Steg yderligere et par minutter og tilsæt så vinen. Bring det til at simre og lad det simre i 20 minutter. Tilsæt lidt mere vin, hvis panden er ved at koge tør.
Tilsæt champignon og spinaten og lad den klaske helt sammen. Nu skulle der være klar til servering.
     

onsdag den 18. februar 2015

Lun, røget makrel med flødestuvet spinat.




Såre simpelt og såre lækkert! En hel røget makrel pakkes i folie og lunes i ovn eller på brødrister. Plukkes i stykker med omhu, så alle ben fjernes og så er makrellen såmænd spiseklar. Den flødestuvede spinat laves som allerede beskrevet i et tidligere indlæg. Ved denne lejlighed er der kommet en lille portion meget små kogte blomkålsbuketter i stuvningen, som også har fået lidt citronsaft.

tirsdag den 17. februar 2015

Bøf af hestefilet med mos af blomkål og rosenkål. Dertil en bette sjat sauerkraut.




Om det er hest eller okse er lige meget for tilberedningen. Bøffen skal krydres rigeligt med salt og peber. Derefter brunes hurtigt på begge sider ved ret høj varme i en blanding af rigeligt smør og olie. Læg først kødet på panden, når fedtstoffet er brust af. Der skrues ned for varmen og kødet steges på begge sider få minutter alt efter, hvor rødt man vil have kødet.

Forinden har man kogt/dampet blomkål og rosenkål. Jeg kan lide mosen ret grov, andre vil have det næsten pureret og kogetiden skal selvfølgelig indstilles derefter. Mærk efter undervejs med en gaffel. Bland en god klat smør og en sjat piskefløde i grøntsagerne og mos dem. Husk at smage til med salt og eventuelt peber.

Saucen er lavet af stegesky fra kødet og lidt bouillon. Koges ind til det tykner lidt og tilsmages med salt og peber. Drys med hakket persille for synets, smagens og sundhedens skyld. Værs´go, så er der serveret.

mandag den 16. februar 2015

Stenbiderrogn på jordskokkerösti.


Det er tid for stenbiderrogn lige nu.


Her serveret på en skive jordskokkerösti.


Jordskokkerösti:

Groftrevede jordskokker
2 æg
1 spsk pofiber
½ spsk gul Husk (loppefrøskaller)
salt og peber

Det hele rodes godt sammen og sættes i klatter på en bageplade med bagepapir. Bages ved 200 grader varmluft til de ser færdige ud.


De færdigbagte skokkebrød er sprøde på ydersiderne, men let bløde indeni. Vil man have dem helt sprøde, skal de blot laves tyndere. De holder godt i køleskab, men bliver så helt bløde. Efter 5 minutter på hver side i ovn ved 200 grader bliver de atter sprøde. Det bør nævnes, at der er en del diskussion om, hvorvidt jordskokker er LCHF eller ej, så jeg bruger dem kun en sjælden gang imellem.


Stenbiderrognen er dryppet grundigt med citronsaft, saltet og iblandet finthakket rødløg. Serveres med en klat creme fraiche 38 % eller hjemmelavet syrnet fløde og dildkviste efter smag.


søndag den 15. februar 2015

Baconsvøbt pølse i peberfrugt.

Ingen går sultne i seng efter dette måltid.


Serveret med flødestuvet spinat og sauerkraut.


En peberfrugt skæres op og renses for frø. Fores med en hvilken som helst fuldfed ost - i dette tilfælde Gouda - og ilægges en pølse af passende størrelse; her en kålpølse.


Hele banditten svøbes med bacon og anbringes i et ovnfast fad. Kommes i ovn ved 200 grader og bages indtil bacon´en er godt stegt og osten smeltet.


Den syrlige sauerkraut er en god modsætning til alt det fede. Den er hjemmelavet og jeg kan kun anbefale, at man går i gang med at lave sauerkraut selv. Det er uhyre sundt, meget velsmagende og anvendeligt i mange retter og på pålægsmad...og så er den 100 % LCHF.

Flødestuvet spinat.


Tag en stor portion spinatblade. Skyl dem grundigt; de gror nær ved jorden og indeholder altid lidt jord og grus. Er det ikke babyspinat, så snit dem i lidt mindre stykker. Det er ikke nødvendigt at tørre dem, lad blot lidt vand følge med dem på panden, hvor der i forvejen er smeltet lidt smør.


Anvend en stor pande, spinaten fylder jo rigeligt fra starten. Opvarm spinaten ved jævn varme.


Ret hurtigt falder spinaten sammen og fylder ganske lidt. Nu hældes en god portion piskefløde på - gerne ½ liter, da det skal koges grundigt ind for at tykne saucen.


Fløden koger livligt. Det brune grumsede er revet muskatnød, som jeg synes passer formidabelt i flødestuvet spinat. Der er genveje til at jævne stuvningen. Tilsæt for eksempel en god klump flødeost og lad den smelte og koge med. I flødesauce kan man også jævne med en bette sjat eddike, hvis man synes, at stuvningen kan tåle en smule syrlighed.


Stuvningen er næsten færdig og skal nu blot tilsmages med salt og peber.

lørdag den 14. februar 2015

Jeg er konverteret og bekender mig nu ubetinget til en livsstil med LCHF.


LCHF står for "Low Carb High Fat" og betyder, at man bortvælger kulhydrater fra kosten og til gengæld spiser store mængder naturligt fedt. Kulhydrater bør aldrig overstige 5 g pr 100 g produkt. For yderligere konkret oplysning læs her: http://www.madbanditten.dk/hvad-er-lchf/.

Det er sandelig ikke kedelig kost, man får. Al den martrende fedtforskrækkelse skal smides over bord og det er nok noget af det sværeste at vænne sig til og for nogle er det også manglen på almindeligt brød, men det findes der adskillige erstatninger for, så man behøver ikke undvære pizza, pita eller andre fødevarer, som ellers bliver lavet med mel. Jeg bør understrege, at der er tale om en livsstil ikke en slankekur, men de fleste taber sig unægtelig dramatisk, ved at følge reglerne strikst.

På facebook findes adskillige grupper, som omhandler LCHF. Den mest benyttede er nok https://www.facebook.com/groups/dansklchf/.


Min faste morgenmad består som regel af en æggelatte og måske lidt fuldfed ost.
 
Et helt råt æg
1 spsk Sukrin Gold (forklaring følger)
1 spsk smør
1 spsk kokosolie - jeg foretrækker den med kokossmag
Et stort krus kaffe - jeg benytter Café Gold med hasselnøddesmag
 
Det hele kommes i et højt glas og blendes grundigt med stavblender. Velbekomme. OBS! Det er svært vanedannende.
 
 
Sukrin Gold er en sukkererstatning, som smager og opfører sig som almindeligt sukker - ligner rørsukker. Man kan også få Sukrin, som ligner almindeligt melis og Sukrin Melis, som ligner og opfører sig som flormelis.


Til frokost kan jeg foreslå et par stykker med flødeost. Her er det hjemmelavet flødeost, men Pikant eller en hvilken som helst anden flødeost er også anvendelig. Osten er smurt på en af talrige erstatninger for almindeligt brød, som jo er bandlyst på LCHF. Intet brød, ingen stivelse er reglen. Her har jeg anvendt brød fra Jennifer Kristiansens opskrift:  https://lchfpaa30minutter.wordpress.com/tips-og-tricks/osteboller/


Ostemadderne kan suppleres med en salat, hvis man er mere sulten. I dette tilfælde en middelhavssalat, som er en hybrid af salade nicoise og græsk bondesalat. Af billedet fremgår det vist, hvad den indeholder. Dressingen er en almindelig olieeddikedressing.



Til aften en let tallerken med gravad laks med djævlesauce (selvfølgelig lavet med Sukrin Gold i stedet for sukker), bacon og et par halve snackpebre fyldt dels med hønsesalat dels med flødeost.


I løbet af dagen har jeg altid en skål med grøntsager og en god fed dip stående til at gå og nevre af, hvis sulten skulle melde sig - man skal spise, når man er sulten og aldrig føle hunger, når man lever efter LCHF-principperne. Blomkålsbuketterne damper jeg i 8 minutter og squashbjælkerne og de røde peberstrimler er selvfølgelig rå. Dippen er lavet af 2 dele Crème fraiche 38% og 1 del mayonnaise. Den er krydret med salt og peber, løgpulver, fermenteret chili (brug blot lidt finthakket chili) og en lille sjat bearnaiseessens.