torsdag den 24. juli 2014

Korianderchampignons - en appetitvækker.

Opskriften på denne hors d´oeuvre er fra Elisabeth Davids bog "South Wind Through the Kitchen". Elisabeth David (1913-1992) var en af de helt store madguruer, som enhver kok med respekt for sigselv og sit fag kender. Hun var allerede tidligt stærkt optaget af ordentlige råvarer og enkelthed i madlavningen. Denne lille forret er typisk for netop det. Dens velsmag har overrasket mig og også, at smagen af korianderfrø er så meget anderledes end frisk koriander. Jeg ser frem til at lave den igen. I dag udgør den min frokost.


Dette er ingredienserne: Champignon, korianderfrø, laurbærblade, salt, peber, citronsaft og olivenolie.


Stødte korianderfrø og laurbærblad varmes igennem ved lav varme i olivenolie.


Champignon i kvarte stykker kommes i panden sammen med salt og peber.


Det færdige resultat efter fem minutter under låg. Det ser ikke ud af meget. Det er en enkel ret, men absolut ikke simpel. Smagen er fabelagtig. Hvem skulle nu have troet, at champignons og korianderfrø har det så godt sammen. Ja, Elisabeth David gjorde altså.

Opskrift til 3 personer. Min oversættelse.

170 g faste, hvide, runde og meget friske champignon, en teskefuld korianderfrø, 2 spiseskefulde olivenolie, citronsaft, salt, friskkværnet sort peber og ét til to laurbærblade.
Børst svampene rene og skær dem i kvarter eller hvis meget store i ottenedele. Pres lidt citronsaft ud over dem.
I en tykbundet pande - evt. sautépande - varmes olivenolien. Heri kommes korianderfrøene, som forinden er groft knust i en morter. Lad dem få varme i nogle sekunder. Hold lav varme. Kom svampe, laurbærblade og øvrige krydderier i panden. Rør rundt og lad svampene få varme et minuts tid. Læg låg på og lad det hele stå for lav varme 3-5 minutter. Hældes i en lav skål og gives yderligere lidt citronsaft og olivenolie. Retten er færdig.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar