søndag den 15. februar 2015

Baconsvøbt pølse i peberfrugt.

Ingen går sultne i seng efter dette måltid.


Serveret med flødestuvet spinat og sauerkraut.


En peberfrugt skæres op og renses for frø. Fores med en hvilken som helst fuldfed ost - i dette tilfælde Gouda - og ilægges en pølse af passende størrelse; her en kålpølse.


Hele banditten svøbes med bacon og anbringes i et ovnfast fad. Kommes i ovn ved 200 grader og bages indtil bacon´en er godt stegt og osten smeltet.


Den syrlige sauerkraut er en god modsætning til alt det fede. Den er hjemmelavet og jeg kan kun anbefale, at man går i gang med at lave sauerkraut selv. Det er uhyre sundt, meget velsmagende og anvendeligt i mange retter og på pålægsmad...og så er den 100 % LCHF.

Flødestuvet spinat.


Tag en stor portion spinatblade. Skyl dem grundigt; de gror nær ved jorden og indeholder altid lidt jord og grus. Er det ikke babyspinat, så snit dem i lidt mindre stykker. Det er ikke nødvendigt at tørre dem, lad blot lidt vand følge med dem på panden, hvor der i forvejen er smeltet lidt smør.


Anvend en stor pande, spinaten fylder jo rigeligt fra starten. Opvarm spinaten ved jævn varme.


Ret hurtigt falder spinaten sammen og fylder ganske lidt. Nu hældes en god portion piskefløde på - gerne ½ liter, da det skal koges grundigt ind for at tykne saucen.


Fløden koger livligt. Det brune grumsede er revet muskatnød, som jeg synes passer formidabelt i flødestuvet spinat. Der er genveje til at jævne stuvningen. Tilsæt for eksempel en god klump flødeost og lad den smelte og koge med. I flødesauce kan man også jævne med en bette sjat eddike, hvis man synes, at stuvningen kan tåle en smule syrlighed.


Stuvningen er næsten færdig og skal nu blot tilsmages med salt og peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar