søndag den 5. maj 2013

Kammuslinger i egen skal.

Overskriften er mildt sagt lidt af en løgnehistorie, for de muslinger som nu bebor skallerne er slet ikke dem, som voksede op i dem.

Hvis de blærede naboer eller snobbede slægtninge kommer på besøg hedder retten: Coquilles saint-jacques au gratin avec..og så videre, men det er altså blot kammuslinger i lånt skal med fennikelsalat...og det er overlækkert! Opskriften har jeg ærligt og redeligt stjålet fra salig Keith Floyd - én af mine mange gastroguruer. I får Floyds opskrift, men i hæderlighedens navn, må jeg indrømme at, hvor opskriften kræver kantareller, har jeg benyttet almindelige champignons og på samme bunduhæderlige vis, har jeg brugt Grana Padano, hvor opskriften foreskriver Parmesan. Jeg ved det...jeg kommer ikke i Himlen...men inden det går nedad, får jeg dog noget ordentligt at spise!


Du godeste, hvor det smager pragtfuldt! Jeg har aldrig lavet det før og det kommer fuldstændigt bag på mig, hvor godt det er. Her er opskriften...inden jeg dåner (hvilket vistnok kun kvinder og køkkenchefer gør).

Det nemmeste først; fennikelsalaten:

Fennikel skylles og skæres i ganske tynde skiver - en såkaldt mandolin er god til dette. Vendes i følgende dressing: En dygtig sjat olivenolie, saften af ½ citron, ½ tsk Dijonsennep, peber og salt.

Kammuslingeopskriften er til 4 personer.

4 store kammuslinger uden koral.
2 skalotteløg, fint snittede
250 g kantareller, fint snittede
1 lille glas hvidvin
1 spsk mel
150 ml piskefløde
1 spsk fint revet Parmesanost
1 god klat usaltet smør
salt og peber

Tænd for grillen. Skær hver musling i to skiver. Varm lidt smør i en kasserolle og sautér løgene til de er bløde, men ikke tager farve. Tilføj svampene og varm videre til svampene er bløde. Tilsæt vinen og bring det til at simre. Tilføj muslingeskiverne og lad dem pochere i ca. ½ minut. Fjern dem og læg dem til side.

I en anden kasserolle smeltes smør ved middelvarme. Tilsæt mel og lav en roux under stadig omrøring. Lad koge et par minutter. Tilsæt løg og champignonblandingen og pisk/omrør til man får en sauce. Tilsæt fløde, salt og peber.

Arranger muslingerne i 4 skaller eller ovnfaste asietter og hæld sovsen over. Strø fintrevet Parmesanost over og sæt det under grillen til det er gyldenbrunt og boblende. Drys evt. med persille eller lignende og server omgående.


Om natten - Laura Mo.

Lige endnu et nummer med denne begavede kunstner, poet, komponist, musiker.


Jeg ved ikke helt, hvorfra videoen hidrører, men lyt blot med vellyst til det flotte nummer.


Laura Mo - Langt Pokker i Mol.

Vi må ubetinget lige høre endnu et nummer med den fagre og umådeligt talentfulde Laura Mo fra Skørping. Jeg ved godt, at jeg har publiceret den før, men... 


Det påstås, at hun synger helt uden brug af helium.

lørdag den 4. maj 2013

Jeg skrumper videre.

Det behøver slet ikke at se trist og farveløst ud, selv om det er skrumpekost.


Rigeligt smør er der ikke noget af her...og det går jo alligevel. Tomat, agurk, kogt kartoffel i tern, avocado, hjertesalat og tigerrejer. Et skvæt citron og lidt olivenolie ville da gøre det hele perfekt.




fredag den 3. maj 2013

"Vesterhavshyttens" nye hjem.

Så oprandt dagen, da min Combi Camp med hjælp fra røge- og pølsemester Friisand, fandt sit foreløbigt faste hjem på Campingklubben Arnborgs idylliske grund og jeg kan nu titulere mig "fastligger".


Man ser her røge- og pølsemesteren slappe af foran den nysopslåede Vesterhavshytte. Forteltet vil fordoble indearealet og kommer på inden længe, men lige ved denne lejlighed orkede jeg ikke mere og det var ved at blive sent på dagen og, og, og...vi havde ikke mere øl!


Jeg er ikke alene på pladsen, men der er imponerende god plads til hver enkelt campist og - hvad man ikke kan se - der er kun et par hundrede meter ned til Rind Å (del af Skjern Å systemet) med fiskeret på 200 m.


onsdag den 1. maj 2013