mandag den 3. december 2012

Annes Jordskokkesuppe.

Dette er en både nærende, velsmagende og mættende suppe. Netop som sådan en efter min mening skal være på denne tid af året og så er den jo lavet på årstidens danske rødder. Desuden er den hurtigt lavet og ikke kendt af mange. Alle, jeg har serveret denne suppe for, har nydt den og den er derfor også ideel som gæstemad. Skal jeg beskrive denne suppes smag med et enkelt ord, må ordet uden overdrivelse være "udsøgt".

Suppen blev for snart mange år siden serveret for min daværende hustru og mig af Anne, endnu en af mine tidligere kolleger og venner, som jeg desværre har mistet kontakten til. Den var så velsmagende, at jeg omgående sikrede mig opskriften og jeg kan ikke nok anbefale denne ypperlige suppe.


Sådan ser det færdige resultat ud, men lad os tage det fra begyndelsen.
 

Løg og hvidløg sauteres glasagtige.
 

Jordskokker og selleri skæres i skiver og tern og hældes i gryden.
 

Ned til løgene med rødderne.
 

Så fik den lige en gang grøntsagsbouillon og lidt timian. Vær omhyggelig med at følge opskriftens angivelser. Suppen skal ikke kun smage af timian, men timian skal bestemt kunne anes. Nu skal der simrekoges i 15 min.
 

Efter de 15 min. skal suppen en tur i blenderen og blendes meget grundigt.
 

Suppen er blendet og tilført piskefløde. Den er saltet og pebret med hvid peber, som sammen med sønderblendet tilbageværende skind fra skokkerne giver det nistrede udseende. Suppen er for så vidt færdig og her er opskriften: 

1 løg
2 spsk solsikkeolie
1 fed hvidløg (jeg bruger 3-4 stk)
350 g jordskokker
200 g knoldselleri
1 l grøntsagsbouillon
2 tsk timian
2 dl fløde
3-4 baconskiver i tern
 
Løget hakkes og svitses sammen med hvidløg - må ikke tage farve. Jordskokkerne børstes rene under rindende vand og de mørkeste steder fjernes. De skæres i skiver og tilsættes løgene sammen med selleri skåret i tern. Bouillon og timian tilsættes og det hele småkoger i 15 min.
Suppen blendes grundigt, tilsættes fløde og hældes tilbage i gryden, hvor den får et opkog. Den skal nu være fløjlsagtig.
Smages til med salt og hvid peber og portionsanrettes med et drys hårdt stegte bacontern.
Et bette drys purløg oven i vil være prikken over i´et.
 
 

Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar