lørdag den 14. september 2013

Brandade af Kulmule.

Kulmule er en prægtig fisk med et afskrækkende udseende. Kødet minder meget om kød fra torsk, sej og andre torskefisk. Den er slet ikke sjælden i Danmark, men er aldrig rigtig blevet populær, som i andre europæiske lande.


Koges i saltet vand sammen med 5-6 fed hvidløg. Vandet skal kun lige dække og kogetiden er ikke lang. Afkøles og plukkes. Få endelig alle tilbageblevne ben fjernet.


Hvidløgene moses og blandes i fisken med en gaffel tillige med en lille håndfuld hakket fransk esdragon.


Kartofler koges i usaltet vand og moses ligeledes med en gaffel.


Det hele moses sammen.


Smag og konsistens reguleres med mayonnaise, kogt mælk (med hvidløg i), citronsaft og olivenolie.


Salat skylles grundigt og slynges tørt.


Mosen kan eksempelvis kommes i ramekin med rasp, Mozarella, Grana Padano eller Parmesan på toppen. Bages i varmluftovn ved 225 grader til gylden.


Kan også serveres kold eller lun på bruschetta dryppet med lidt citronsaft og olivenolie .


Her ses både den varme og den kolde brandade serveret med salat, som kan dryppes med citronsaft og olivenolie.

300 g kulmule
300 g kogte kartofler  
En lille håndfuld frisk hakket fransk esdragon.
5-6 fed hvidløg
1 dl mælk
3-4 spsk mayonnaise
Olivenolie
Citronsaft
Salt og peber

Læg fileterne i en kasserolle med saltet vand, som blot lige dækker fisken. Læg 3-4 fed hvidløg ved. Pochér det et par minutter eller til fisken lige præcis har fået nok. Tag fisk og hvidløg op og lad det afkøle. De kogte kartofler moses grovt med en gaffel. Mælken bringes til kogning med et par hvidløgsfed. Fisken "plukkes" og moses sammen med kartoflerne, esdragon, mosede hvidløgsfed og mayonnaise. Smages til med salt, peber og citronsaft. Konsistensen justeres med den varme mælk og olivenolie. Det skal være som en ret tyk, men smørbar pasta. Husk også at mose hvidløgsfedene fra mælken i massen. Serveres på bruschetta med salat dryppet med lidt citron og olivenolie.

Kan også kommes i forme og toppes med rasp, mozzarella og parmesan. Bages i varmluftsovn ved 225 grader til de er gyldne. Hold godt øje med dem, de kræver ikke ret lang tid i ovnen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar