onsdag den 15. maj 2013

Sur-søde tigerrejer.

Dette er en vaskeægte kinesisk ret og en af de mest kendte og populære i den vestlige verden.


Ingredienserne klar til at ryge i wok´en. Al arbejdet ved wokmad ligger i at klargøre ingredienserne til wok´en. Denne ret tager mindre end 6 minutter at lave, når wok´en tages i brug.


Som ved al anden wokmad, bør man spise med pinde. Det er nemt at lære og er slet ikke et udtryk for krukkeri. Udskæringer til wokretter, hvad enten det er kød eller grøntsager, er lavet efter den størrelse mundfulde, man får, når man spiser med pinde og madens smag er således også afstemt efter det. Vil man ikke anvende pinde, bør retten faktisk spises med teske...sagde nogen krukkeri?


Opskriften til 4 personer kommer her:

1½ spsk grofthakket hvidløg
2 spsk friskrevet ingefær
100 g rød, grøn og/eller gul peberfrugt
225 g vandkastanjer
1½ spsk jordnøddeolie
4 forårsløg i 4 cm stykker (skåret på kinesisk, dvs. diagonalt)
450 g rå tigerrejer, afskallede og med tarmen fjernet

Sovsen:

150 ml hønsebouillon
2 spsk kinesisk risvin (kan udmærket erstattes af tør sherry)
3 spsk lys soyasauce
2 tsp mørk soyasauce
1½ spsk tomatkoncentrat/-puré
3 spsk hvid risvineddike eller æblecidereddike
1 spsk sukker
1 spsk Maizena blandet med 2 spsk vand.

Riv og hak ingefær og hvidløg som angivet i listen ovenfor. Tøm peberfrugterne for kerner og skær dem i 2,5cm x 2,5cm stykker. Skær vandkastanjerne i mindre stykker.
Opvarm en wok meget kraftigt og tilsæt olien. Når den er meget varm og olien så småt begynder at ryge, kommes hvidløg, ingefær og forårsløg i og steges i ca. 20sekunder. Dernæst kommes rejerne i og steges med i 1 minut. Til sidst tilsættes peberfrugterne og vankastanjerne og steges med i 30 sekunder. Hæld nu alle sovseingredienserne (som man har blandet i forvejen) ved - undtagen Maizena. Bland godt og tilfør Maizena. Skru ned for varmen og lad retten jævne for simrevarme i 3 minutter. Servér.

Dette var originalopskriften, men lad os lige høvle lidt i den. I stedet for de to forskellige soyasaucer benytter jeg én all-purpose-soyasauce og så selvfølgelig 5 spsk af den. Maizena/vand-blandingen er også fortid. Jeg benytter naturligvis Maizena lys saucejævner. Det var det. Velbekomme.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar