mandag den 13. maj 2013

Tortino *.

Tortino svarer helt til frittata, tortilla eller slet og ret æggekage.


Det er en meget let og velsmagende ret, som heller ikke tager lang tid at lave.


Den smager dejligt, hvad enten den serveres varm, lun eller kold og er derfor også en oplagt ret at tage med i madpakken på arbejde eller i skole og en oplagt ret at lade børnene hjælpe til med at lave selv.

Opskrift til 4 personer.

225 g asparges skåret i 2,5 cm stykker
1 finthakket skalotteløg
10 g usaltet smør
2 håndfulde babyspinat eller "voksenspinat" med de groveste stilke fjernet
1 tsk timianblade
5 store æg
1 spsk skummetmælk
1 spsk fintrevet parmesanost
Salt og peber

Forvarm ovnen til 200 grader.
Blancher aspargesstykkerne i kogende vand i 3 minutter. Kom dem derefter i iskoldt vand for at standse kogningen og bevare den frisktgrønne farve. Drænér.
Steg skalotteløgene i smørret uden at de tager farve. Tilfør spinat og timian og kog/steg til spinaten er faldet sammen.
Klem overskydende vand ud af spinaten og dæk bunden af en smørsmurt tærteform med den. Fordel aspargesstykkerne oven på spinaten.
Pisk æggene og bland mælk og revet parmesanost i under fortsat piskning, til det er en homogen blanding. Smag til med salt og peber og husk, at parmesanost i sigselv også salter!
Hæld æggemassen over grøntsagerne i tærteformen. Løft lidt på dem med en gaffel, så æggemassen får kontakt med hele bunden.
Sæt på midterste rille i ovnen og bag i 10 minutter eller til æggene har sat sig og overfladen brunes.

Nu er der jo tale om en klassisk italiensk ret, så jeg følger opskriften præcist for ikke at komme i konflikt med Paven,  Berlusconi og resten af mafiaen, men en sådan ret på dansk ville i mit køkken også få et diskret drys fintrevet muskatnød.

*  Tortino betyder kage på italiensk (tror jeg nok).
    Det må min fortræffelige halvt italienske broder, Thomas Miccio, kunne svare på?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar