tirsdag den 15. januar 2013

Eisbein mit sauerkraut.

Mere germansk bliver det vel ikke og jeg synes, at det så udpræget er vintermad. I hvert fald holder det flæsket på kroppen og kulden fra døren og det smager fantastisk.
 
 
Sauerkraut laver kun de færreste selv. Det er et stort og langvarigt arbejde, som kræver megen omhu og erfaring. Supermarkeder som Lidl og Aldi har fortræffelig sauerkraut på dåse til en rimelig billig penge. Sådan en dåse køber man selvfølgelig.
 
 
Ned i stegesoen med surkålen. Jeg beriger den en smule med æblestykker, løg, hele sorte pebre og laurbærblade.
 

En svineskank med ridset svær, som er grundigt gnedet i groft salt stedes til hvile på kålen. Låget klappes i over den og den sættes i en kold ovn, der indstilles på 200 grader i 2-2½ time. Herefter fjernes låget og der tændes for grillen i 15-20 minutter. Hold godt øje med skanken. Den skal have sprød svær ikke kremeres.


Sådan ser svinet i soen ud, når den er klar til at blive serveret. Kødet falder let fra benet.


Jeg spiser retten med kartofler til og sennep til skanken selvfølgelig. En pot øl og en styver brændevin har aldrig skadet denne ret.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar