fredag den 2. august 2013

Mere sous vide - kartofler og æg.

Man kan udmærket tilberede kartofler sous vide, men det kræver unægtelig lidt planlægning, da de skal have 1½- 2 timer i vandbadet. Man kan dog, som med alle øvrige sous-vide-retter, lave klargjorte portioner i god tid og fryse ned.


Kartoflerne er vakuumeret sammen med nogle klatter smør, et drys salt og finthakket persille.


Efter to timer ved 84 grader celsius ser posens indhold sådan ud.


Kartoflerne var perfekt "kogte" og havde taget noget af persillesmagen til sig. Selve persillen var, som man kan se, nærmest blevet olivenfarvet, så ønsker man den friske grønne farve, som nyklippet persille har, så gem lidt og kom det på ved serveringen.


Og nu til et kuriosum: Pocherede æg sous vide.


Æggene kommes forsigtigt hele ned i vandbadet. De får 64 grader celsius i 1 time. 


Tages forsigtigt op. Skallen brydes med varsomhed og et færdigpocheret æg, kan hældes ud af æggeskallen. 


Et skønt morgenmåltid. Man kan dog godt nå at blive grundigt sulten inden ens morgenæg står på bordet. Jeg kalder dette et kuriosum, for hvem gider vente en time på at få et pocheret æg og hvem har i længden råd til at opvarme adskillige liter vand og holde dem på en fast høj temperatur i en time for at få ét eller selv flere æg. Næste år til påske, vil jeg måske alligevel vende tilbage til metoden og benytte pocherede æg i mine "skidne æg" i stedet for de sædvanlige smilende. Nu ved vi jo, at det kan lade sig gøre at få perfekte pocherede æg via sous-vide-metoden og skulle der nu komme fremmede, sååeee...


3 kommentarer:

  1. Man skal have lov til at være lidt tosset og lave sjove ting, når man får nyt legetøj.

    SvarSlet
  2. Jeg kan trøste dig med at din maskine ikke bruger særligt meget strøm. Hvis du starter med varmt vand fra hanen, som plejer at være 45-50 °C, så koster det dig ca. 1 krone at varme vandet op til 64 °C og derefter 40 øre at holde den på den temperatur i 1 time :)

    Vi har testet roastbeef i 9 timer sous vide ved 56 °C og 5 min på stegepande, kontra 80 min i ovn ved 180 °C. Det var billigere sous vide :) Men det afhænger måske af ovntypen.

    Tidsmæssigt... Tænd når du står op. Så er den varm når du har været i bad. Så smider du æg i. Og i den time der går, kan du så brygge kaffe, stege bacon, hente avisen, presse frisk juice og nå at læse de lokale nyheder :P

    SvarSlet
  3. Det lyder jo rigtig godt, Ronni. Jeg er i øvrigt lige nu ved at forsøge mig med hårdkogte æg og én af de nærmeste dage bliver det en svinemørbrad. Jeg er temmelig begejstret for sous vide.

    SvarSlet