søndag den 9. december 2012

Kalkungryde.

Mange vil sikkert finde denne ret bekendt og ikke uden grund. I sin oprindelige skikkelse findes den i "Karolines Køkken 3", men jeg har lavet mindre ændringer og som den fremtræder efter min egen opskrift, er den absolut en af mine favoritter. Jeg spiser rodfrugtmos til og jeg ved godt, at jeg allerede har præsenteret to retter med rodfrugtmos som tilbehør og det kan virke noget idéforladt, men dels er jeg temmelig begejstret for rodfrugtmos og det er jo også årstidens frugter og dels passer netop denne mos vældig godt til nævnte retter.



Min opskrift er som følger:

 ½ kg skært kalkunkød
50 g smør
Solsikke- eller anden neutral olie
50-100 g ristede bacontern
250 g champignon
2 tsk tørrede rosépeberkorn
1 tsk tørret esdragon
2 dl vand
175 g creme fraiche 38%
salt og peber

Rist først bacontern i en tykbundet gryde. Tag til side. Rens champignons og skær de store i halve eller kvarte og lad de små forblive hele. Rist dem i baconfedtet. Tag til side. Skær kalkunkødet i små mundgode tern. Lad smør og olie gyldne i gryden. Del kødet i to portioner og brun hver portion for sig. Læg kød, baconstykker og champignons tilbage i gryden. tilsæt vand, rosépeber og esdragon.
Bring retten i kog og kog den ved svag varme under låg i ca.10 min. højst! Tilsæt cremefraiche. Varm retten godt igennem og smag til med salt og peber. Jævn med Maizena lys jævner.

OBS!
Brun kalkunkødet hurtigt og hårdt og kog ikke mere end 10 min. Kalkunkød bliver meget hurtigt tørt og kedeligt!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar