onsdag den 5. juni 2013

La Mouclade - af danske blåmuslinger fra Limfjorden, selvfølgelig.

Dette er den anden af de store, klassiske muslingeretter. Denne har været lavet i Frankrig siden femtenhundredtallet, hvor den formentlig kom fra Indien til Charente-Maritime med hollandske krydderihandelsskibe. Det er lang tid for den samme ret at overleve, men den er også ualmindeligt lækker.

Muslingerne er lige hentet hos P.Clausens Fiskehandel, hvor man altid kan være sikker på at blive mødt med den allerhøjeste grad af faglig ekspertise og alle niveauer af rapkæftethed.
Jeg er desværre ofte henvist til at købe færdigportioner á 1 kg, hvilket er lige rigeligt blot til mig, men i dag forefandtes muslingerne i løs vægt, så jeg kunne nøjes med 3/4 kg og hvor så de dog indbydende ud med den våde, laksorte skal.


Intet under at denne ret har holdt sig i så mange år. Nu her bagefter fortryder jeg, at jeg ikke købte et helt kilo muslinger. Det smager vidunderligt og da jeg endelig var færdig med de lækre muslinger, kom fuldstændigt bag på mig det meget overraskende...den tiloverstblivende sauce, som jeg nu kunne søbe med de små ristede, hvidløgssmurte baguettesskiver. Det smagte helt eventyrligt dejligt.


Søbemad af første klasse. Smagen er helt i top, men saucen ser desværre lidt skilt ud. Jeg tror, det er fordi, den har kogt efter tilførsel af cremefraiche? Det ville måske nok ikke være sket, hvis jeg havde anvendt fløde i stedet. Nå, skidt pyt, smagen er som nævnt helt i top.

Til 4 personer:

Et pænt drys safran
1 3/4 kg muslinger
120 ml tør hvidvin
25 g smør
1 lille finthakket løg
2 fed finthakkede hvidløg
1 lille rød, mild chili
½ tsk god medium karrypulver
2 spsk cognac
2 tsk mel
200 ml cremefraiche eller fløde
2 spsk hakket persille
Salt og peber

Læg safran i en lille skål med en spsk varmt vand. Hæld vinen i en gryde og bring i kog. Hæld muslingerne ved og læg låg på. Damp i 4 minutter. Ryst gryden nu og da for at lade muslingerne skifte plads. Når alle har åbnet sig, hældes muslingerne i en si over en skål. Kom muslingerne i serverings skålen og hold dem varme.
Smelt smør i en gryde. Tilføj løg, hvidløg, chili og karry. Kog stille og roligt i 2-3 minutter. Tilsæt cognac og kog videre til det er næsten fordampet og kom erefter mel i og lad koge et minuts tid. Tilsæt safran og det meste af kogesaften fra muslingerne. Endelig ikke de sidste skefulde, da de sikkert vil indeholde skalrester og andre urenheder fra muslingerne. Lad det hele simre i 2-3 minutter. Tilsæt nu cremefraiche eller fløde og lad simre videre i ca. 3 minutter til det er passende reduceret og tyknet. Smag til med salt og friskkværnet peber og tilsæt persillen. Hæld over muslingerne og server med hvidt brød.


2 kommentarer:

  1. Hvia man rører lidt mel i creme fraichen, skiller den ikke i sovsen/saucen/suppen :-)
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Tak for nyttigt info, Elsebeth. Det vil jeg huske.

    SvarSlet