mandag den 1. juli 2013

Ovnbagt citronkylling med bagt hjertesalat.

Min kære lillesøster havde meldt sin ankomst til spisning og hun forstår at værdsætte bordets glæder, så ordentlig vesperkost var påkrævet. Nigella Lawson fik endnu engang lov til at levere inspirationen. 


Jeg skulle egentlig bruge en økokylling på et par kilo, men efter en halv dags renden omkring i talrige forretninger, måtte jeg konstatere, at økokyllinger åbenbart ikke nemt fås i provinshullet Århus.


Hvad jeg kunne få, var en alt andet end økokylling på 1600 gram. Den bar det umiskendeligt danske navn "Danske Holger". Den var tillige prydet med et lille dannebrogsflag og den var da også, som man kan se i nederste højre hjørne, slagtet efter traditionelle, pæredanske halaltraditioner som i øvrigt også alt andet i fjerkrædisken hos Føtex, Kvickly, Løvbjerg og jeg kunne blive ved. Skam få...


Kyllingen, som jo ellers ikke kan gøre for noget, bliver splittet ad i mange dele og kommes i fad med ting og sager. Den skal langtidssteges i en ovn, som er forvarmet til sølle 160 grader. Heri skal den foreløbig være i et par timer, dækket tæt med alufolie.

I mellemtiden gøres garnituren klar.


Hjertesalat - min yndlingssalat for tiden - skylles og afdryppes.


Salathovederne befriet for de yderste blade lægges pænt i fad. De drysses med frisk timian og ½ liter kyllingefond hældes i bunden af fadet. Et par spiseskefulde olivenolie hældes over salathovederne.


Efter små tre timer i ovnen så kyllingefadet sådan ud og en mere mør, saftig og smagfuld kylling skal man lede længe efter...jeg kunne end ikke smage, at den manglede øko.


Sisser - som mere formelt hedder Anne-Marie - undser sig helt skandaløst ikke for at sidde og læse ved bordet midt i måltidet - vist for øvrigt en kogebog, som jeg lige har rakt hende - ret skal være ret.


Hun kunne vistnok godt lide maden og jeg synes at det klæder hende med glorie - hun er som trådt ud af ikonen i baggrunden.

Her kommer opskriften:

1 økokylling på mindst 2 kg
1 helt hvidløg delt op i samtlige fed med skal på
2 ubehandlede citroner i ottendedele
1 lille håndfuld frisk timian
1 pænt drys hakket esdragon
Små nye gulerødder
Forårsløg

3 spsk olivenolie
150 ml hvidvin
Salt og peber

Forvam ovnen til 160 grader.
Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad. Tilføj citronstykkerne og alle hvidløgsfeddene med skal på. Hæld olivenolien over og bland det hele godt med hænderne. Drys med frisk timian og esdragon. Sørg for at alle kyllingestykkerne vender skindsiden opad før fadet kommes i ovnen. Sprøjt hvidvin ud over fadets indhold og kværn peber over. Dæk til med folie og sæt i ovnen i 2 timer.
Fjern derefter folien. Smag til - saltning. Tilføj gulerødder og forårsløg og skru op for varmen til 200 grader. Bag videre i 30-45 minutter til skindet på fjerkræset er blevet gyldenbrunt og citronstykkerne er begyndt at karamellisere i kanterne. Den lange bagetid har gjort at citronstykkerne kan spises som de er med skal og det hele. Hvidløgsfeddene er blevet helt bløde og klemmes ud på skiver af letristet flute og spises til.

Hjertesalaten er forberedt, som kan ses ovenfor. Den skal have 20 minutter i ovnen ved de 200 grader dækket af alufolie.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar